Louise Juhl

Hjerte rimer på “så-ka-du-lær-det”.
For noget tid siden læste jeg en kort roman. Måske var det en lang novelle:
En kvinde planlægger at lægge sit liv om, forlade alt. Hun pakker en kuffert og tager en taxa til lufthavnen, efterlader sin elskede til intet andet end køkkenhaven: fire højbede og en busk med ribs.
I lufthavnen møder hun en kvinde, Hope, hun er netop vendt hjem fra et besøg hos sin amerikanske familie. Hendes hud er dækket af hennatatoveringer, sirlige blomsterranker og cirkelformationer. I håndfladen Et øje. De falder i snak, først en overfladisk udveksling af almindeligheder, vejr og vind, kufferthjulenes særlige liv (altid på tværs), rulletrappen, der er ude af funktion. Hope tømmer et glas vin og ét til og ét til, og kvinden, der havde efterladt højbede og sin kæreste et sted i provinsen, griber chancen og inviterer den nu svært berusede Hope med på en rejse. Ikke med fly eller tog. Ikke på tværs af kontinenter og verdenhave, men en sær og sitrende tur i fiktive scenarier. – Hvis du var en and og jeg var vand, hvad så? – Paragliding eller snorkelsafari? – Sol eller stiv kuling, konsensus eller konfrontation?
De sidder sådan længe, spørger og svarer, ingen af dem ved, hvad det går ud på. Imens tømmes lufthavnen mennesker. En vildfaren svale flakser rundt under loftet, faretruende tæt på en loftsventilators roterende blade. En fejemaskine sluger en lille hund, en kvinde på løbehjul vælter og rejser sig ikke igen.
Det er syret og samtidig helt umærkeligt, alt kan ske og alt sker, men tilsyneladende uden at efterlade sig hverken spor eller reaktioner.
Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad novellen hed eller hvem, der havde skrevet den. Måske har jeg aldrig læst den, måske er det bare noget, jeg finder på.