Louise Juhl

Det er 1. september, efterårets første dag, jeg læser en anmeldelse af Nick Caves nye album, Wild god, hæger mig fast til linjerne: “»With its golden touch the light was such/ That the moment was worth saving«. Jeg er holdt op med at tro, det bliver bedre. Det er ok, jeg har det jo godt nok, men plukker alligevel en firkløver og lægger den i pres imellem de midterste sider i en finsk digtsamling. I håb om hvad?
Jeg har svært ved at skrive for tiden. I hvert fald mit eget, i stedet læser jeg andres, tager noter og finder mønstre. Fabulerer over sammenhængen mellem en mors skyld over sit barns død og Newtons tredje lov om aktion og reaktion. “Den kraft, hvormed én partikel påvirker en anden, er lig med og modsatrettet den kraft, hvormed den anden påvirker den første.” Jeg finder ingen paralleller, det er ikke det samme, som at mine overvejelser har været spild. Vel?
Jeg har konstateret at min krop er i forandring. Normalt forbinder vi den slags med noget positivt, forandring fryder, udvikling. Fremad, videre. Jeg ved ikke, om aldring tæller i den statistik, om rynker er fremad, om de er frydefulde, om tørre slimhinder er. Men det er den forandring, jeg undergår, forfaldets forandring. De år, jeg lever fra nu af, er ikke længere grene på livets træ – metaforen er tilsigtet patetisk. Nej fra nu af er hver årsfejring endnu en fure i barken på en gammel eg, endnu en leverplet, et gråt hår. Det betyder noget – for min skrift, jeg er ikke sikker på hvad. Måske at jeg skriver med afvikling som drivkraft, fremfor udvikling. Eller nej, jeg skriver med forfaldet for øje, den trætte møl i gardinet, lyden af kogende vand, den langsomme fordampning, indtil der ikke er mere og gryden er kogt tør. Det er vigtigt at fjerne sådan en gryde, så metallet ikke overophedes og relæet må slå fra for at forhindre brand.
“We’ve all had too much sorrow, now is the time for joy,” synger Nick cave på Wild god, og anmelderen fortsætter: “Ikke i skikkelse af en sorgløs glæde, men en sorgbevidst glæde. Den har et langt større overtoneregister og basfundament end uskyldens”
Den glæde, den sorgbevidste, er septemberens glæde. Den fortjener også en hyldest, så hurra for jordslåede dage, for nedfaldsfrugt og det tidligt sene, for den vilde gud, der med Nick Cave messer »Stop!» »Stop!» »Stop!« »Stop!«