Louise Juhl

Min søster blev skudt. Ved et skoleskyderi på det universitet i USA, hvor hun læste. Det var i april, kirsebærtræerne stod i fuldt flor. Dagen forinden havde hun sendt mig et foto af sig selv. Siddende på en bænk i parken. Det kunne have været plakaten til en film, vendepunktet ville være det øjeblik, hvor hun gik fra ung og lykkelig, til ung og sønderskudt. 
Offer for en galnings værk. 
Hendes kiste blev fløjet hjem ugen efter skudepisoden. Hun blev begravet ved siden af sin morfar, kirken var fyldt til bristepunktet, flere gik forgæves. Min mor rejste sig og lagde en buket af blå markblomster på kisten, et suk gik gennem kirken. Så faldt hun sammen. På knæ, hulkede og det så længe, at præsten til sidst måtte hjælpe hende op at stå. Tvinge hende tilbage til sin plads på kirkebænken. Præsten kastede jord på kisten, vi gik ifølge til forsamlingshuset, spiste håndsmurte snitter. Hvidt brød med ost og ringe af rød peber. Rullepølse med sky. Jeg husker den stadig, skyen altsp, en blævrende masse af kødsaft og stivelse.
Jeg fik en henvisning til en psykolog, vi talte om søskendejalousi. Hun mente, at det var vigtigt at komme skammen til livs. Jeg følte ingen skam, men gjorde som hun sagde, talte og kom i tanke om dengang min søster vandt en kæmpebamse i et Tombola, og jeg måtte nøjes med en plade Toblerone. Psykologen foreslog mig at købe en kropspude, en U-formet pølse med fyld, jeg kunne trøste mig ved om natten. 
Så lå jeg der, lysvågen, og forsøgte at finde ind til sorgen, men det eneste, jeg kunne finde, var en gnavende rastløshed, som usynlige insekter der bed. Hele tiden og overalt: Den her enerverende tanke om rullepølse og blævrende sky. 
Jeg fortsatte i terapi i seks måneder, derefter mente lægen, det var tid til at komme videre. Hun gav mig adressen på et træningscenter, motion og frisk luft var den bedste medicin, sagde hun. Og tid. På vej ud ad døren, spurgte hun, om jeg havde overvejet at besøge gerningstedet. Kantinen, hvor min søster var blevet dræbt. Jeg rystede på hovedet, nej det havde jeg ikke.
Men tanken forfulgte mig, derhjemme søgte jeg på afbudsrejser til Pennsylvania, googlede “billig Bed and Breakfast”. Opgav og købte i stedet et japansk kirsebærtræ i Plantorama, plantede det på min søsters grav. Det hjalp ikke på savnet og sorgen, men det gav mine hænder noget at gøre: Jeg gravede et hul og placerede træet i præcis samme dybde, som det havde stået i potten. Dækkede hullet med jord og gik hjem igen. Varmede en pose frosne kartoffelstave i ovnen, dryssede dem med rigeligt salt og spiste det hele. Jeg var stadig ikke mæt.

I tiden efter forestillede jeg mig, hvem han var. Den unge fyr, der havde slået min søster ihjel. Drabsmanden, geværskytten, snigmorderen. Mennesket. 
Måske var han en stakkel, et barn af en af de mange trailerparks, mobilehomes, syv mennesker på nitten kvadratmeter. Måske var den eneste føde, han fik, hvidt toastbrød smurt med peanutbutter. Til fødselsdag måske en coinoffer burger fra Mc.Donalds og en gave fra sin mor. En pakke cigaretter. ”Du kan jo ligeså godt lære det”. Jeg så ham for mig i en T-shirt med et udsagn skrevet i Valhalica Font: The quick brown fox jumps over the lazy dog. Jeg søgte på ”trailerparks USA” og kunne læse mig frem til, at det var profitable forretninger. USA’s næstrigeste mand havde således skabt sin formue på at sælge mobile homes og opkøbe parker. Udleje pladser til mennesker, for hvem fast ejendom og høje huslejer var udenfor rækkevidde. En 70-årig kvinde, Lori Lee fra Orlando, havde specialiseret sig at etablere trailerparks for kriminelle, således også én for dømte seksualforbrydere. Hun tjente godt på sin virksomhed, og var samtidig lykkelig fri for de ellers så udbredte problemer med narkohandel og prostitution. Politiet holdt jo et ekstra vågent øje med de sexdømte beboere og holdt dermed pushere på afstand.
”The residents may be poor,” udtalte hun, ”but the owners are getting rich”.
Måske var hans far seksualforbryder, måske var han selv blevet misbrugt. Måske var de seksogtyve skud, han affyrede i kantinen på universitet i pennsylvania, ét for hver af de gange, han havde været udsat for overgreb. 
Fire af dem ramte min søster, ét af dem kostede hende livet.