Louise Juhl

I morges faldt jeg over en artikel på Zetland, jeg tidligere har læst, “Måske er det dét, man skal lære” hedder artiklen, og det fik mig til at tænke på det med hjerte, smerte, tid og sår og læger. Jeg var i flere år forelsket i en lyshåret fyr, Kasper, han boede på Parallelvej godt og vel otte kilometer fra det gamle Gug, hvor jeg selv holdt til.
Hver søndag gik jeg de otte kilometer ud og otte kilometer tilbage fra hans forældres gulmurede villa i håb om at se et glimt af ham i køkkenvinduet. Og hver tirs- og torsdag stod jeg ved lægterne i den lokale fodboldklub, når han trænede og tog fotos med mit Minolta-kamera, mere end hundrede blev det til, som jeg ét for ét fremkaldte i ungdomsklubbens mørkekammer. Jeg husker lige så tydeligt at stå i det dunkle røde lys og se mit hjertes udkårne langsomt træde frem af det hvide papir, det var så lykkeligt, indtil han blev kærester med Trine, som havde de smukkeste kridhvide krøller.
Jeg meldte mig syg og efter en uge gik jeg til lægen med symptomer på mavesår, halsbrand og smerter i mellemgulvet. Han afviste dog blankt min frygt, jeg fejlede ingenting, det var følelser, det hele, sagde han, fantomsmerter efter en kæreste, jeg aldrig havde haft. 
Det er jo ikke fordi, det er forkert, det er bare heller ikke rigtigt. Følelser er ikke et fantom, og de smerter, de afstedkommer kan sandt nok ikke afhjælpes med medicin mod sure opstød, men det betyder ikke, at de ikke er lige så reelle, som en brækket arm eller en en blodansamling på bagsiden af låret. Det, der måske er problemet, særligt for lægestanden, er, at hvor man med fysiske sygdomme altid har som mål at blive dem kvit, er det anderledes med følelser, også de smertefulde. Tag nu sorgen ved at miste, det kan være ved et brud med en ven eller kæreste, det kan være ved et dødsfald. Jeg kender ikke nogen, der vil give afkald på minderne – og dermed også på det smertefulde.
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der foretrækker at være fri for følelser, for ad den vej at undgå at blive såret, vred, afmægtig. Derfor er løsningen ikke som ved en brækket arm, at reparere et brud, eller som ved blodansamlingen, at få den til at forsvinde. Men at leve med det besvær, det er at elske, holde af, håbe. Og når Freja, i artiklen fra Zetland, siger, at det måske er “det, man skal lære”, så tænker jeg, at det, jeg lærte af at gå seksten kilometer hver søndag i tre år, af at fremkalde hundredevis af foto i et dunkelrødt lokale, af at skrive digte og tyde tegn i te, kun for at se det alt sammen forsvinde i armene på en anden, IKKE var, at komme videre, komme over, men at elske igen og igen og hver gang med et uerfarent hjerte. Jeg tror ikke på, at vi altid skal blive klogere, nogle gange er det bedste, vi kan gøre, at forblive dumme, åbne. For alternativet er, at vi bliver så kloge, at vi kan undvære hinanden og livet, og det synes jeg alligevel vil være en skam.

(Nå ja, Patti siger det også: Hvis vi vil sikre os mod sorg, må vi sikre os mod kærlighed. Og hvem vil det?)