Louise Juhl

I dag kan man i Information læse anden del af det tidligere medlem af bandet Efterklang, Rune Mølgaards, beretning om at finde “hjem” i Mormonkirken. For senere at fare vild.
Jeg skal ikke gøre mig klog på kirkens budskaber og ritualer, men der er ting, jeg – uden nogensinde at have været del af et religiøst fællesskab – genkender som var det mine gen ord. Rune Mølgaard skriver for eksempel: “Jeg lærte, at de mænd, der leder kirken, er talerør for Gud. Det betyder, at de rigtige svar på, hvad der er sandt, også er givet på forhånd. En form for patent på sandheden. Hvis man [..] ikke er enig og ikke kan tilpasse sig, så lærer man i sidste ende, at ens indre kompas er forkert, og man ikke kan stole på [..] sig selv”
Det, der beskrives, er en slags dagligdagens gaslighting. Gentagne episoder, hvor ens tvivl og følelser bliver enten afvist eller udskammet. Leet af. “Det er sgu da ikke noget at tude over”. “Stop dig selv”. “Nåhh, hvor er det synd for dig, hvad?” Det er en skjult og derfor særlig perfid form for undergravelse af ens oplevelser, følelser, forståelser, hvor de ikke modsiges men latterliggøres. Det betyder på sigt, at følelser opleves som skamfulde, at man instinktivt begynder at sidestille kedafdethed med barnagtighed og vrede med at være hysterisk eller offervillig. Med tiden bliver man i tvivl om alt – med Mølgaards ord lære man “i sidste ende, at ens indre kompas er forkert”, at man så at sige skal spørge om lov til at mene noget, mærke noget, være sig selv. “Er den her følelse ok?” Der er ting, du ganske enkelt undlader at spørge til, fordi du kender svaret og derfor forhåndscensurerer dig selv.
Til sidst tilpasser man sig. Man finder ud af, hvad der er legitimt at sige, mene. Føle. Du lærer at svare “det går godt”, når du bliver spurgt til, hvordan du har det, fordi du ved, at “det ikke kan nytte noget”, at have det dårligt. Op på hesten. Ind i kampen. Så du har det altid godt, selv når du har det dårligt, dine følelser bliver noget, du tænker dig til, dine meninger bliver et spørgsmål om, hvad der kan nytte eller tjene et formål, og ikke, hvad du undrer dig over eller måske tvivler på.
Det er en virkelig pinefuld tilstand at være i. At gebærde sig i verden som et redskab for andres forventninger, at skifte farve efter vejr og vind, at vinke til vennerne som en Dronning til sit folk, selvom det du egentlig du længes efter er at folde sende et luftkys. Eller at folde hænderne, bede om hjælp.
Jeg kunne fortælle om en kvinde, jeg kender, der som et barometer for andres humør og forgodtbefindende. En konstant vejrende vejrhane, der skiftede retning, glad, alvorlig, tænksom, efter vinden. der fik at vide, at hendes sorg “i virkeligheden” var et udtryk for vrede. At hendes omsorg “i virkeligheden” var en anglen efter anerkendelse. At hendes gråd “i virkeligheden” var taktisk, et forsøg på at påkalde sig omverdens medfølelse. At alt i virkeligheden var noget andet og hver dag noget forskelligt, alt efter hvem der mente, at kende sandheden. Og nej, disse “andre” var sandt nok ikke, som i tilfældet med Rune Mølgaard, talerør for Gud, men værre endnu: De følte sig selv som Guder i deres eget Rige, de dømte selv, hvad der var godt og hvad, der var skidt, de talte måske ikke om Fanden og Synd, men med samme foragt om Følelser, Tvivl.
På kvindens vegne vil jeg bare sige: Luk nu røven, eller prædik jeres påståede Sandhed for nogle andre. Hun har et liv, der skal leves, og nogle følelser, der skal føles. Noget pis, der skal koge.
Kh