Louise Juhl

Hvem kender dig egentlig. Og dybest, bedst? Din mor, der har født og ammet dig, set dig stavre dine første usikre skridt? Din bedste ven, som du har betroet alt: Din angst for træers skygge, for eksempel, eller din håbløse drøm om at blive den første der tager turen rundt om jorden på rulleskøjter. Er det din læge, der har lyttet til dit hjerte, da det var allermest udsat, banket på dine knæ og set dem reagere uden at have fået lov.
De fleste vil nok mene, at deres nærmeste er deres partner, den, de deler seng og hverdag med, ham eller hende, de kan skændes med uden at frygte for følgerne, græde over, grine med. Den elskede, der længe før man selv er klar over det, ser at man er gange og trykker én tæt til sit bryst. Og dér finder man så sig selv, eller i hvert fald den del, der er bange, og lader sig omslutte. Trøste.
I et essay I the New Yorker skriver journalist Joshua Rothman om det ønske, de fleste af os går rundt med, ønsket om at være set, hørt, forstået. Ikke delvist, som mor, som ven, som kollega, men helt og fuldt. Som menneske på godt og ondt. Jeg vil tro, det er det, mennesker, der har fundet Gud, oplever. At være fundet, favnet, set og holdt af. Men at et levende individ, en sjæleven, en fordobler. Rothman bruger Tolstojs karakter Konstantin Levin fra ‘Anna Karenina’ som eksempel. Han er lykkeligt gift og har en søn med sin Kitty, alligevel står der: “Still, he’s noticed that there is a wall between my soul’s holy of holies and other people, even my wife.” Uanset hvor nære, vi er, hvor “godt” vi kender hinanden, vil der altid være en rest tilbage, en ensom plet, et mørke, ingen – måske knap nok vi selv – kender til.
Det er interessant spørgsmål. Om vi altid vil være alene, sådan som Simon og Garfunkel synger det: “I am a rock, I am an Island.” Om der altid vil være en del af os selv, der ikke kan deles, fordi den ikke kan sættes på sprog – lidt ligesom når det spæde barn græder. Vi må gætte os frem, forsøge på må og få, at lære dets behov at kende: Hvad er det, barnet er ulykkeligt over: Er det sult? Søvn? Manglende omsorg? Kulde? Feber? Måske er der – uanset alder – sådanne behov, længsler, drømme, forbudte fantasier, vi mennesker går rundt med, og som vi håber, at nogen kan tyde for os. Svare på. En sult, de kan stille.
Men findes der sådan et menneske, der forstår os fuldt ud? Og hvad vil det sige: At være genkendt fra inderst til yderst, vil et andet menneske forståelse ikke til en vis grad spejle dennes egen horisont, dennes erfaringsrum? Vil min mand, der er opvokset i et fuldkommen andet miljø end mit eget og med andre værdier, ikke altid læse mine behov på baggrund af sin egen bagage? Vil han ikke risikere at oversætte mit sprog til sit eget og dermed miste nogle nuancer. Vil min kærlighed til min elskede ven, ikke ofte komme til udtryk som en spejling af mine længsler. Så jeg mætter ham med knus og kram og tydeligt artikuleret kærlighed, mens det, han måske trænger til, er et mere uudtalt tilstedevær eller larmende latter?
Hvad vil det overhovedet sige at være kendt af et andet menneske. Hvornår kender man sig selv. Er man i virkeligheden mest sig selv, når man er mindst sig selv, sammen med andre, er den Louise, der skriver her, mere sand, end den Louise, der handler i Brugsen, klapper sin hund, kysser sin mand. Lyver vi for os selv, og ved vi det, hvis vi gør? Har digteren Morten Søndergaard ret, når han i marmor ridser ordene: “Ukend dig selv”. Hvis vi gør alvor af det, ukender os selv altså, vil andre så heller ikke kunne genkende os?