Louise Juhl

Jeg glemte mine øjne på et fly. Det var i i foråret, jeg gik rundt i blinde og spurgte, men ingen havde set dem. Mine knæ gav efter, og jeg faldt om. Da jeg vågnede igen, havde vænnet mig til det. Til intet at kunne se, fyldte selv mørket ud. Med forestillinger om sol og gule marker, vejsideboder med jordbær. En bakke 25 , to for 45. Jeg lærte at spille golf. Ikke med kølle og på en plæne, men derhjemme bag de tomme huler, hvor mine øjne engang havde siddet. Jeg blev hurtigt banens bedste, pottede det ene hole-in-one efter det andet. Lokalavisen ryddede forsiden: “Kvinde mister synet, men vinder evnen til at se”. Det lød så rigtigt, så smukt og stærkt. Jeg lod mig interviewe og citerede Den Lille Prins: “Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.” En fotograf skød mit portræt – lænet op ad en mur med bortvendt ansigt og en hånd lagt mod brystet. Netflix tilbød at fortælle min historie. To sæsoner a hver seks afsnit. “At veksle et tab til trofæer”. De behøvede ikke andet end min underskrift, sagde de, og lagde pennen min hånd.
Det var ikke før flere uger senere, at telefonen ringede. Det var fra lufthavnen, en fra rengøringspersonalet havde fundet min øjne. De lå imellem to sæder i et KLM fly med kurs mod Dubai. Mit hjerte sank. Det hele var jo fantasi. Solen og pokalerne, overskriften og hånden mod brystet. Vejsideboden, de med billige jordbær. Mine tolv afsnit i den bedste sendetid. Det hele var tomme huler, fine forsider og citater uden bund. Jeg sad lidt med telefonen i hånden, udenfor kørte en renovationsbil larmende forbi:
– Det må være galt nummer, svarede jeg og lagde på.