Louise Juhl

I en novelle af den norske forfatter Ingvild H Rishøi om en mor og hendes datter, går de i dagene op til jul omkring i byen, prøver tøj og “glemmer” at tage det af igen. Udenfor indkøbscentret møder de en hjemløs, der spørger efter penge, men moren afviser hans bøn. De har jo knap nok til bussen hjem, barnet insisterer, det hele ender i et søle af tis og gråd og kulde og fortrydelser.
Fortællingen findes i samlingen “Vinternoveller,” og er så stærkt fortalt, så levende og mærkbart, at jeg i årene efter har gået rundt og husket episoden i omklædningsrummet og det umulige valg mellem at hjælpe sin næste og hjælpe sig selv, som var det min egen. Jeg kan tydeligt genkalde mig det kolde sneslud, lygterne fra bussen. Følelsen af at bære noget tøj, jeg ikke har betalt for. Det er selvfølgelig en falsk erindring, eller. Det er en fiktion så stærkt formidlet, at den har taget form af virkelighed i min hjerne.
Da jeg var syv mistede jeg min farfar, Anders, han døde uvarslet af nyresvigt. Jeg nåede aldrig rigtigt at lære ham at kende, han sad gerne på sit kontor bagerst i murmestervillaen på Villagade og gennemgik gamle regnskaber, eller han tog sig et hvil i den kongeblå lænestol ved vinduet ud mod gaden. Jeg hilste på ham med hånden og kendte ham bedst som min fars far, en sær konstruktion, jeg ikke helt begreb, for min far var jo far, og hvordan kunne han så også være nogens barn? Jeg fik ikke lov at komme med til begravelsen, men sad derhjemme med besked om at passe min farmors gravhund Ib, og jeg forstod at døden var noget, de voksne hviskede om, ligesom op til jul, når de gemte gaver i skabene, de først fandt frem den 24. december. Jeg gik således længe og ventede på, at min farfar ville dukke op igen, som en overraskelse en dag i december måske. I mellemtiden erstattede jeg ham med Mattis fra Brødrene Løvehjerte, den hjertevarme ældre mand, der redder Tvebak fra Tengilsmændene ved netop at påstå at være hans farfar. I flere år efter min farfar var død, gik jeg rundt og pralede med, at han var i live, nu hed han bare Mattis, og sad et sted på en bænk og ventede på, at jeg kom forbi. det slog mig aldrig som en løgn, jeg huskede ham jo tydeligt, ja bedre end min egen farfar, og så var det vel sandt?
Jeg er meget optaget af sådanne erfaringer, ting, man husker med næsten fotografisk præcision, selvom de aldrig har fundet sted. Lærer Andersens forfærdelige endeligt på altanen, som alle husker uanfægtet, at scenen aldrig har fundet sted er et efterhånden fortærsket men ikke desto mindre godt eksempel på det samme. Det, vi har levet os ind, uanset det er fiktion og fantasi, føles lige så reelt som de faktuelle hændelser, vi har oplevet.
Det er både godt og skidt. Godt jo, at få en ekstra og endda meget kærlig farfar, når den, man havde, er død. Også godt, at kunne leve sig ind i et barns fattigdom sådan som Ingvild H Rishøj så fremragende tilbyder os med sine noveller. Ikke bare forstå men også føle ubehaget og skammen ved at stjæle, og splittelsen mellem at skamme sig over- og på samme tid ubetinget elske en forælder. Det er en styrke at kunne begribe andre virkeligheder end ens egen. På samme tid kan det være en alvorlig trussel: Tænk på, hvordan masserne i tiden op til anden verdenskrig lod sig forføre af Adolf Hitlers retoriske forvanskninger af virkeligheden. Han påstod sammenhænge, der intet havde på sig, men som var så levende beskrevet, så patosfyldt og fyndigt, at folk så det for sig som sandheder. De så en fremtid af stolte kvinder med fletninger og børn med runde kinder, der legede lykkeligt i kornet. De så flittige mænd, orden og renhed. Diktatorens løgne blev i de længselsfulde tyskeres bevidsthed til faktuelle forudsigelser. Hvis bare de lykkedes med at holde den ariske race ren og holde de nationalsocialistiske dyder højt, ville fremtiden være lys og evig.

Jeg ved at fugle kan finde frø, de har gemt ti måneder tilbage. De kan ganske enkelt styre direkte mod et træ blandt tusinde og finde et skjult forråd under et stykke bark. Deres hukommelse er så præcis og rumligt forankret, at den sikrer dem overlevelse i strenge vintre, hvor der ikke er andet føde at finde, end hvad de har gemt. Vi mennesker, derimod, har ofte svært ved at huske fra næse til mund. Hvor lagde vi bilnøglerne, hvornår er det, vi har bryllupsdag? Fuglene er således mennesket overlegne i deres evne til at kortlægge hændelser, der går langt tilbage. Til gengæld: flytter du deres frø tre centimeter til højre for dets oprindelige placering, kommer fuglene til kort. Deres præcision skygger for evnen til at tænke ud over det eksakte, de ender ved konklusionen: Frøet var ikke at finde, hvor det skulle være, men tænker ikke ideer: Hvor kan det så være?
Når vi mennesker ind imellem mere eller mindre uforvarende kommer til at blande fiktion og fakta eller praktiske erfaringer med teoretiske forudsigelser, så giver det også en mængde muligheder for at operere i verden. På trods og i trods. Hvis nogen flytter vores frø, så finder vi sgu bare nogle andre. Eller vi protesterer: Hvem har taget vores frø?
Fuglene, derimod, dør af sult.
Faren er så, at vi i vores medleven, vores forsøg på at finde en forklaring, kobler ting fra den virkelige verden med ting, der kun eksisterer i vores hjerner. Vi giver måske naboen skylden for de frø, vi selv har forlagt. Måske synes vi ligefrem at have set tegn i sol og måne på hans mistænkelige adfærd. vasker han ikke sin bil lige lovlig tit – hvad mon han prøver at skjule? Og hvorfor har han lyset tændt om natten? Pludselig er det så åbenlyst, at han er kriminel, måske har han ikke bare taget vores frø, men er også skyld i klimaforandringerne og hullet i asfalten lige ud for vores indkørsel?
Jeg var faktisk så glad for min nye farfar, Mattis, at jeg – foreholdt af en voksen, at han ikke fandtes – brød ud i gråd og insisterede: Han FINDES, jeg sværger. Lige sådan, da jeg tretten år senere blev meget syg af anoreksi: Også her løj jeg uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Jeg var så overbevist om, at jeg ikke snød men bare gjorde, hvad jeg måtte for at overleve, at jeg pure nægtede at gemme mad i strømper og trusser eller at dyrke motion i det skjulte.
Det jeg vil sige er, at virkeligheden ikke er nok. Det er ikke nok at kunne finde frø, man må også have en plan B, hvis frøene pludselig forsvinder. Her er fantasi og forestillingsevne afgørende. På samme tid er virkeligheden helt afgørende. Frøene findes – og vi kan ikke overleve alene ved tanken om dem.