Louise Juhl

Jeg beder tit til gud, også selvom jeg ikke tror på sådan noget. På en almægtig og indgribende kraft fra oven. Jeg tror, at den slags kommer nede fra, som en tidselsvækst, der pludselig stikker hovedet frem fra en sandklit i Thy. Eller indefra og ud, som når en mor holder sit nyfødte barn i armen for første gang. En knytnæve af kærlighed så stærk, at den kan slå hul i lydmuren.

Alligevel beder jeg. Om alt muligt og umuligt. At bilen kan starte til morgen. At søen ligger, hvor den plejer at ligge. At vanviddet stopper, og at USAs kommende overhoved får en sur måge i øjet og må tage orlov for at pleje sit synstab. Jeg beder til at dagen går, men at tiden bliver tilbage. At min ven får retfærdighed og at det engang kan betale sig at handle omsorgsfuldt, og ikke som nu: at handle smart og i en fart.

Det er snotdumt. At bede. Jeg mener. Hvem skulle lytte til en midaldrende jyde med slagside til det melankolske. Hvorfor skulle en gud kere sig om begyndende motorproblemer for en rød Skoda eller for en sur måges kollision med en galning. Jeg aner det ikke, men det er heller ikke min pointe. Pointen er, at så længe, jeg beder, holder jeg fast i håbet. Om at noget vokser. ikke oppefra og ned, men nedefra og op. Indefra og ud. Kald det kærlighed. Nej, kald det lige, hvad du vil.