Louise Juhl

I den ualmindeligt smukke udgivelse ‘Hjertet er en fold med heste’ fortælle forfatter Gry Dalgas om alt det, der følger med, når hele verden sætter spørgsmålstegn ved ens tanker, følelser, krop. Første gang hun er til møde på Sexologisk klinik, bliver hun spurgt: Beskriv din barndom for mig. Eller: beskriv din dysfori.
Hvad er en barndom?, spørger hun og svarer selv: “Det er alt for stort”. Hun gør sig umage med at mime, hvad hun tror er det rigtige svar. Noget med mor og far og tilknytning. det samme med hendes krop, dysforien. Hun fortæller noget om forkerthed, men den er svær at placere. En nat drømmer hun, at hun taler med en ældre transkvinde, der siger til hende: “Det er vigtigt at have et sted i din tekst, som du kan tappe blod af, det skal give noget at leve af resten af livet, so, en pension [..] Jeg prøvede at forstå, skrive videre, rette til”
Det er helt urimeligt. At afkræve et menneske at kunne berttige sin eksistens, sine drømme, sine følelser. Må jeg havde det, som jeg har det? Må jeg være ked af det, glad, forvirret? Må jeg drikke havremælk, selvom det ikke er sundt, må jeg gå uden BH i blæsevejr, er der regler for, hvordan man må smile, hvor længe og til hvem?
Da jeg var tilknyttet psykiatrien var spørgsmålene ikke ulig dem, som Gry blev stillet. Fortæl om dine første år, dine brødre, sin appetit. Søgte du bøgerne, for at slippe væk. Og fra hvad? Og jeg svarede det bedste, jeg kunne. Om de lange somre i huset i skoven, om tranemarch og stilhed, svenskrøde vinduesrammer og en sær sitren, der slog gnister uden at nogen, andre end jeg, tog notits. Om Dumbo og Lille Hiawatha og en titel i reolen, jeg ikke forstod: ‘Nøglen sidder i døren’. Og psykologen noterede og senere læste jeg, at jeg udviste en særlig sensibilitet for det usagte, at jeg forbandt mad og nåletræer med tryghed, og at bøgerne blev en slags helle. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, jeg ved bare, at jeg lige så godt kunne have fortalt om natsværmeren, jeg slog ihjel en nat, jeg ikke kunne sove. Eller om stenen, jeg bar i lommen, og betroede alt – også mere, end jeg selv vidste, jeg rummede. At jeg begravede den langt væk af frygt for, at den skulle tale over sig. Hvad havde der stået i min journal, hvis det havde været min fortælling. Læser vi ikke altid hinanden med et sigte for øje, en slags forventning om at finde noget, vi allerede ved, hvad er.
Er der en forventning om, at vi kan leve op til vores sorger? Berettige at vi længes, at vi er vrede eller bange.
Hvad er du bange for?, spørger de, og jeg kunne svare:
Jeg er bange for jeres spørgsmål.
For at blive spurgt: Hvad er du ked af – og ikke kunne svare med andet end: “Appelsin?”
Mit hår er hvidt, fordi min frisør har afbleget det. Mine fødder er lilla, fordi jeg har en bindevævssygdom, der forhindrer mit blod i at løbe frit. På min ryg er en bule på størrelse med en halv mandarin, den er medfødt og helt ufarligt. Jeg lider af tør hud og øjne. Mine bryster er ok, omend det venstre er lidt tungere end det højre. Mine knæ er grimme og knortede, men jeg er glad for, at de ikke gør ondt.
Jeg kan ikke forklare mig bedre end det. Lidt her, lidt der, et knæ, et bryst, en tristhed, et hjerte.
En sten gemt væk langt borte.
Er det nok – og hvem bestemmer, om det er?

PS: Læs den vidunderlige antologi, læs bare hvad Melanie Kitte skriver om en oplevelse på Bispebjerg psykiatriske akutmodtagelse:
“Legen sa: “Jeg synes det er ekstremt mærkeligt at du ligger ned under samtalen”.
Jeg sa “ja, da er jeg vel merkelig da”.
Jeg forstod ikke helt, hva jeg skulle gjøre med den informasjonen.”

🔥🔥