Louise Juhl

I sidste uge deltog jeg i et kursus for undervisere i kreativ skrivning. To dage med oplæg og workshops, god mad og kærlig karma. Jeg havde tilmeldt mig et forløb om “Den Meditative Krop”. Ikke, som man måske skulle tro, fordi jeg holder af at meditere, at mærke kroppen, søge nærværet. Eller misforstå mig ikke, jeg holder naturligvis af nærvær, jeg er bare så frygtelig kejtet, når det kommer til udførslen. Mine tanker nægter at slippe kontrollen og min krop nægter omvendt at tage den. Resultatet er en tilstand af skrøbelig våbenhvile, en konstant frygt for, hvornår kampene igen vil bryde ud. Hvornår tankerne igen vil tæske løs på følelserne og knæene flyde ud som gele.
Når jeg alligevel valgte at forsøge mig med netop den workshop var det et udslag af vrede, en mulighed for at råbe min frustration ud i et rum fyldt med forventede zen-eksistenser, der havde det med ro, som en kanin har det med gulerødder. En stærk tilfreds tilstand af gnasken.
Mine forventninger forblev uforløste. De andre tilmeldte syntes cirka lige så sitrende ubekvemme ved situationen, som jeg selv. At sidde der i stilhed og mærke rummet, menneskene omkring, solen, der for første gang i flere uger faldt ind gennem vinduerne. Underviseren, Peter Høegh, var ikke, som jeg ellers havde fået overbevist mig selv om, en kendis med hang til krystaller og religiøs røg, men en supertilstedeværende, generøs, sjov og velbegavet vært for to mildest talt vidunderlige dage. Sådan kan tilværelsen heldigvis tage røven på én.

Peter gjorde sig umagen at tage sig tid. Noget så fundamentalt og tilsyneladende også banalt som at sige – Hej og lade ordet hænge i luften så længe, at det når frem til kroppen. Ikke
– Hej, nu skal I høre, eller
– Hej, hvis I lige rykker lidt tættere på. Bare
– Hej og så ét, måske to, minutters stilhed. Det har jeg aldrig oplevet før, min umiddelbare refleks er tid at fnise forlegent – overbevist om, at der nok er tale om skjult kamera eller om en eller anden gåde, jeg skal løse, et svar jeg skal kunne give. Men stilheden kalder jo lige netop ikke på et svar. Den er en gave, et øjeblik befriet for krav om nytte eller effektivitet.
Det sære er, at de to minutters indledende stilhed fik afgørende betydning for resten af tiden, vi var sammen. Små 20 mennesker, vil jeg tro, som jeg uden at vide det fjerneste om de fleste, alligevel følte mig mere tryg ved, komfortabel måske, end med de fleste andre jeg ellers omgås. Senere dansede vi. Her skal det siges, at jeg er nogenlunde lige så tilpas ved dans, som jeg er ved blodpølse. Jeg forstår ganske enkelt ikke konceptet, bryder mig heller ikke om det. Nå ja, lige med undtagelse af i sidste uge, altså, for det var både sjovt, kærligt og fuldkommen befriende i forhold til tankemylder. Det er ganske enkelt ikke muligt at fastholde en intellektuel kontrol, mens kroppen flegner rundt i trin og takter, kollisioner og kædedans. Prøv selv.

Men sidste uge var sidste uge og i dag er i dag. Nu sidder jeg i min stue og forsøger at regne tilværelsen ud. Torsdag + køre Bjørn + tåge + vente på svar + give lovet feedback på manus + ødemer + kold kyllingesalat + tværsummen af 16012025 = argh!
Kroppen er et åg, jeg ikke orker at slæbe rundt på og hovedet en mislykket råkostsalat – for meget citronsaft og for lidt sukker. Bitter og groftskåret. Jeg prøver at finde tilbage til ankomsten, sige – Hej til mig selv og til dagen, tværsummen også. Otte.
Bare to minutters fred, hvor torsdag ikke er en opgave, jeg skal løse, men et ord på syv bogstaver. Hvor hovedet bare er et hoved og kroppen bare en krop. Ikke min og mig og ikke et åg. Men selvbevidstheden er en gift, den hvisler som slangen i Paradiset: For hvor dum er jeg lige, at sidde med lukkede øjne og opadvendte håndflader og vente. På hvad? På heldet eller lykken eller freden eller. Min bare røv, virkeligheden har sgu ikke tid til, at jeg render rundt som en høne uden hoved eller måske omvendt, som et hoved uden røv eller – åh alle de ord, al den vrede. Jeg bliver så træt. Af mig selv. Mine forsøg på at slippe udenom, forbi stilheden. Kroppen. Hvad er det, der er så farligt, at jeg i årevis undlod salaten og nøjedes med at sutte citronskiver. En mildest talt uhensigtsmæssig vane, der endte med at opløse emaljen på mine tænder og koste mig rundt en halv million i tandlægeregninger. Hvad er det, der er så stort og så skræmmende, at jeg hellere skriver til ingen om alt, som jeg lige har gjort det her, for at undgå to minutter uden ord. Det er ikke et spørgsmål eller rettere: Svaret er stilhed.