Louise Juhl

Jeg læser stadig Primo Levis ‘Hvis dette er et menneske”, det er tæt på ubærligt, så meget lidelse, så mange håbløse dage. Alle kæmper mod alle.
At hjælpe andre i lejren kan koste fangerne livet, det svarer sig bedre at være hård end at være omsorgsfuld, jo mere du kan rage til dig – og om nødvendigt på bekostning – des større er sandsynligheden for at du slipper ud i live – tilbage til dem, du elsker og som savner dig.
Fangerne må passe på alt, de ejer, den ske, der er afgørende for, at de kan spise den vandede kålsuppe, der serveres. I bunden af deres suppeskål skriver de deres navn eller det frygtelige tal, de er blevet tildelt ved ankomsten til lejren. Primo Levis nummer er 174517. En medfange, Clausner, har i stedet for navn eller nummer i sin skål skrevet “Prøv aldrig at forstå.”
Det er så frygtelig – og frygtelig sand – en sætning. I en verden, hvor kun ondskab hersker, de stærkes ret, giver det ikke mening at prøve – der er ikke noget at forstå. SS-kommandanternes ydmygelser, piskeslag, hån, spark, har ikke noget formål, de er udslag af den laveste menneskelige drift: at hævde sig på andres bekostning.
Prøv aldrig at forstå det uforståelige. Det bliver du sindssyg af, du farer vild i det, du kender som kompasset – den sunde fornuft – men som her ikke virker, fordi polerne er byttet rundt, fordi ret her er vrang og lys er mørke.
Det er svært at holde ud, men også stærkt nødvendig læsning. For at undgå, at vi nogensinde igen får et samfund, en verden, hvor vi må ofre vores Næste, for at klare os selv. For ikke at få en virkelighed, hvor vi umenneskeliggør hinanden, taler med foragt om dem, der ikke ligner os selv, taler samme sprog, har det samme køn, den samme hudfarve, den samme tro.

Mere opløftende er afsnittet, hvor barakkens piccollo beder Levi om hjælp til at hente den daglige ration suppe. Det er tungt arbejde, gryden vejer 50 kilo, men turen er en tiltrængt tur i det fri og undervejs kan de tale sammen. Piccoloen og Primo Levi: hvor er du fra?, hvor mange søskende har du, hvem er din mor? Det er den slags samtaler, der gør os til mennesker og ikke blot levende maskiner. Og Levi fortæller – også om Dantes Guddommelige Komedie, han anstrenger sig for at gengive alle linjer og rim med fuldkommen præcision, det er svært. Men det svære gør ham godt, poesien gør ham godt, at tale om noget skønt og smukt, noget større end brødskorper og sæberester. Selve livet:

“Tre gange Skib og Bølger rundt de drejes,
men fjerde Gang – det var en andens vilje -“

“det er helt nødvendigt”, skriver Levi, “og meget vigtigt at han lytter, at han [piccoloen red.] forstår dette “en Andens Vilje” før det er for sent; i morgen kan han eller jeg være døde..”

Den nødvendighed skal vi virkelig huske på. Den glæde ved poesien, ved at løfte os over livet og sammen se.
Det er jo det Primo Levi gør med sit vidnesbyrd. Han løfter os op over grusomheden, lader os se den, uden at vi selv bliver en del af den. Det er en ubegribelig bedrift, en uvurderlig gave også.