Louise Juhl

I Nobelprisvinderen Han Kangs roman ‘Lektioner i græsk’, møder vi en kvinde, der pludselig mister talens brug. Hun forsøger at forme ordene i munden, tager tilløb, trækker vejret ind, men alt sammen uden held. Hendes stemme forbliver tavs, og resten af bogen forsøger vi, sammen med kvinden og hendes lærer i græsk, at finde ud af, hvor den er forsvundet hen. Hvad hendes tavshed holder tilbage. 
De første år af mit liv gik jeg selv i en børnehave for døve, vi kommunikerede ved hjælp af tegnsprog og lyde, der ikke var ord i almindelig forstand, men en slags lydlig scenografi. Skrig, der fortalte, at det her var sjovt, smældende kald, der gjorde det ud for et STOP. Det var ikke altid nemt, jeg havde svært ved helt at afkode de døves signaler, og ofte betød det, at de for at opnå kontakt slog hårdt eller nev mig på overarmen for at få min opmærksomhed. Jeg, for min del, reagerede som de fleste: Ved at vende mig om, vredt, udstøde et av! og være alt andet end tilbøjelig til at lytte til, hvad de var kommet for at sige. 
Ikke desto mindre holdt jeg utrolig meget af min tid i børnehaven, af min omgang med de døve, der var noget befriende i det sprog, de brugte. Hænder og en tydelig ansigtsmimik, entydige lyde, som regel kun bestående af vokaler, Aae, Uue, Eei. Det var på mange måder nemmere at begå sig her end derhjemme, hvor ting kunne betyde flere ting samtidig, et nå, kunne være udtryk for et ligegyldigt svar på en betroelse, men også for en mild mistænksomhed: nåå?, når man fortalte, at man havde set en søko danse ballet og glemt at tilføje, at det var på film og vel at mærke en animeret en af slagsen. 
Jeg havde det svært med de mange dobbeltbetydninger og ord, der intet betød og dog syntes så afgørende. Et aha som svar, var i bedste fald kort for “nå for pokker, det vidste jeg ikke”, en slags anerkendelse af en viden, man netop havde delt. Men det kunne også – og som oftest – være et tydeligt tegn på mistro, aha, et skjul for det mere direkte “den må du længere ud på landet med”. 

Jeg ved ikke, om jeg var et særlig sart barn – overfølsomt – eller om jeg bare havde et veludviklet sprogligt gehør, der ikke handlede om bøjninger eller udtale eller men i stedet om intention, som alle ved, er en virkelig svær hvis ikke umulig størrelse. For hvordan med sikkerhed vide, hvad et menneskes mål med en besked er. Hvad hedder du, kan lige så godt være en invitation til at lære hinanden at kende, som det kan være et inkvisitorisk spørgsmål, en slags forhør. Jeg fór gerne vild, værst var det når de voksne brugte ironi, den her særlige form for tale, hvor de man siger, er det modsatte af, hvad man mener. “Flot!”, betyder således ikke, at man er lykkedes med noget men tværtimod, at man har fejlet. Et meget brugt udtryk i halvfemserne, sammen med det velkendte “hvordan synes du selv, det går?”, hvor man risikerede at blive slemt til grin ved at besvare det, der lignede et spørgsmål, men som i virkeligheden var et svar. En konstatering af, at man i værste fald var til grin, i bedste fald til besvær. 

Jeg udgav min første bog i 2011, den havde titlen ‘Mit ønske om at dø er rent hypotetisk’. Den og alle ni efterfølgende værker handler om at aflæse verden. Forstå tegn, dem hænderne former, kroppen, mimikken. Men også det talte sprog: alt det, vi siger, for ikke at sige noget andet. “Du ser godt ud”, som udover at være en kompliment, også kan være udtryk for en med- og merviden. En ikke udtalt, men i formuleringen iboende, jeg-ved-at-du-har-haft-det-svært-men-det-ser-ud-til-at-du-er-i-fremgang. Jeg bliver aldrig færdig med at udforske det område mellem mennesker. Det usagte, det på-anden-vis-udtrykte. Ironien eller den latente vrede i det lille “nu”, der tilføjes et ellers harmløst spørgsmål: 
“Hvad er du nu ked af?