Louise Juhl

Her til morgen lyttede jeg til programmet ‘Supertanker’ på P1 -en udsendelse fra den 6. januar. Det handler om lykken. Hvad er lykke for en størrelse? Er finnerne virkelig lykkeligere end alle andre mennesker, eller oplever de sig bare sådan? Kan man rangordne lykke: Er lykken ved at se sit barn vokse op, for eksempel større og mere ægte, end den lykke en barnløs føler ved at sidde i skovbunden med lukkede øjne og mærke sig mossets moshed, solens varme?
Er det muligt at gradbøje sådanne oplevelser, tale om en mere ægte lykke end en anden.
Programmets vært, Carsten Ortmann, har inviteret filosoffen Jacob Birkler, det er en rar samtale, eksemplerne er til at forstå og relatere sig til.
Er det rimeligt at påstå, at tryghed er mere afgørende for lykkefølelsen end materielle goder? Er der mere lykke forbundet med at føle sig elsket, end at vide sig sikker på, at der er mad nok, så man ikke er i fare for at dø af sult?
Jeg har en helt konkret erindring om det sidste. det ligger vel 20 år tilbage. I årevis havde jeg levet af rå hvidkålsstokke og gule gajoler, agurk og dåsetomater, men u nærmede jeg mig langsomt nogle nye, mere næringsrige fødeemner. Rejer og knækbrød. En håndfuld knasende cornflakes spist som sprøde chips. En intens lykkefølelse ramte mig en dag, jeg lykkedes med at riste en skive hjemmebagt rugbrød, smøre den med saltet smør og tage en bid. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken. En rig og fed og salt mundfuld. Et sekunds lykke, det aldrig siden er lykkes mig at genskabe.
Betyder det så, at ristet rugbrød er et parameter, når man skal måle lykken? Næppe. Betyder det, at lykken alene er en individuelt betinget størrelse, der ikke kan sammenlignes på tværs af mennesker, kulturer, tider – og som det af samme grund ikke er muligt at tale meningsfuldt om – sådan som de to i programmet ellers forsøger sig?
Jeg tror ikke, at lykken er ubetinget individuel. Jeg tror, at det at føle sig elsket er en lykke for alle, der oplever det. At elske en anden lige sådan. Der er ganske enkelt en enorm glæde forbundet med at række hånden ud mod et andet menneske. Men også andre mere basale goder har betydning for oplevelsen af lykke: At kunne stille sin fysiske sult, ved jeg af erfaring, er helt afgørende for a kunne føle noget som helst andet. Også lykke.

Ting jeg selv forbinder med lykke:
Nåletræer. Duften lige efter et tordenvejr. Min mand. At bade i havet. Lytte til Bjørns stemme, når han læser op. En sætning som denne af Inger Christensen: “Sig mig at tingene taler deres eget tydelige sprog”.

Det er, indrømmet, en liste, der oser af privilegier. Levede jeg under daglig beskydning, ville lykken være helt anderledes. Øverst på listen over veje til lykke, ville stå: Et frit land. At kunne bevæge sig uden at føle angst for fjendens angreb. At kunne udtrykke mig frit.
Jeg er heldig, tænker jeg, at jeg ikke længere behøver at stræbe efter et stykke riste rugbrød, men kan spise det uden videre og uden at stå i gæld og måtte betale tifold tilbage i form af en halvmaraton og seks hundrede mavebøjninger.
Det er noget af det, jeg sætter pris på ved god radio – som nu ‘Supertanker’. At det får mig til at tænke. Over hvem jeg er, hvad jeg har. Over andre menneskers udfordringer, faren ved sammenligninger mellem “din” og” min” lykke, som de sociale medier har det med at fordre. Og at det minder mig om glæden ved et stykke ristet rugbrød med smør, uhm.