Louise Juhl

I går genlæste jeg Ida Jessens “Ramt af ingenting” og bladrede i Dmitri Plax’ “Peter: tid” – om hans 16-årige søn, der en augustaften for 5 år siden fuldkommen meningsløst blev slået ihjel med økse af sin ven. Bogen indeholder tegninger og små optegnelser fra drengens opvækst, minder, noter, ligegyldige og dog så betydningsfulde detaljer. Dmitri elsker sin søn, det lægger han ikke skjul på, han siger det igen og igen til sønnen Peter: Jeg elsker dig mere, end jeg elsker noget andet. Og tager så alligevel det forbehold, at han måske elsker ananas en lille smule højere, fordi ananassen jo er sødere end sønnen, mere saftig. Og de griner, det bliver en lille intern joke, der tager tager brodden af alvoren, giver dem mulighed for at sige store ord uden at de blive klæge. Jeg elsker dig – men jeg elsker ananas mest. Det er sådan en fin måde at komme omkring det umulige i at gradbøje kærligheden, stor, større, størst, elsker jeg havet højere end himlen, holder jeg mere af sankt hans end af jul, er min kærlighed til hunden blødere end til min mand, er min hengivenhed mere ubetinget, når jeg taler om at elske ost, end når det handler om at elske livet.
Jeg læser hver dag, det er ikke fint eller flot eller imponerende, det er min måde at nærme mig verden, forstå, hvad der sker, hvorfor, hvordan, jeg læser om Merkur, hvis bane ikke, som solsystemets øvrige planeter, overholder Newtons love. Er Newtons love så løgn? Nej, de er bare utilstrækkelige, når vi kommer tæt nok på solen. Det er vel det samme med mennesker, vi forstår os selv til et vist punkt, handler fornuftigt, indtil vi kommer for tæt på, brænder os og derefter skyr alt det, vi ellers hidtil har elsket: Kammeratskab, confit de canard, kærlighed. Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med alt det, med ananas og ild og lovløse planeter, måske bare at litteraturen rummer det hele, og at bøger måske ikke smager så godt som ost, til gengæld mætter de længere. Kh