Louise Juhl

Måske havde jeg fået bildt mig selv ind, at galskaben var en gave, i hvert fald takkede jeg nej, da en læge foreslog mig medicin. Antidepressiva, det var det ord, han brugte, det lille a til slut, der understregede, at han talte med vægt og erfaring. I flere måneder nægtede jeg, det var ikke mig, der var gal, men verden, de firmaformatterede kasser, der ikke gav plads til andet end tre- og firkantede hjerner og hjerter. Mit hjerte var plastisk, nogle dage æggeformet, andre dage snoet som en konkylie, jeg ville ikke begrænse det til hullerne i et depressionsskema. Hvor stor en del af tiden de sidste fire uger har du haft dårlig samvittighed eller skyldfølelse? 
Hvad med 672 timer? spurgte jeg. Hvad med nat og dag og det der imellem, hvad med timerne på badeværelset, klemt sammen i et hjørne i brusenichen med forhænget som eneste buffer mod verden? 
– Hvad med dem?
Jeg svarede “cirka halvdelen” og krøllede så papiret sammen, jeg var ikke et regnestykke, ikke et kryds på en kurve, jeg var mig. Desperat og tynd og træt og fucking for meget, og det kunne en pille ikke hjælpe på. Måske nævnte jeg Lyotard og de store Fortællingers endeligt, måske fortalte jeg om den mariehøne, jeg havde adopteret og nu havde boende derhjemme, Asmunda, kaldte jeg hende, syvplettet og en motherfucker af en ven. Jeg kunne godt selv høre det, den rablende tale, den paniske humor, jeg vidste, hvad han tænkte, overlægen, jeg kunne se det i hans øjne. Den kølige overbærenhed, den såkaldt sunde og sygt selvtilstrækkelige fornuft. Jeg vidste, at han ville lade mig tale mig træt, rable og rase, indtil jeg brød sammen under vægten af de ti tusinde ord, jeg smed om mig, positivitetspoliti, pilletyranni, mit had mod medicinalindustriens pulverhvide paradis. 
Til sidst ville jeg bryde sammen, undskylde, sætte de nødvendige krydser. Spørgsmål 6: Har du indenfor de sidste fire uger følt, af livet ikke var værd at leve? 
“Hele tiden, det meste af tiden, noget af tiden, under halvdelen af tiden, på intet tidspunkt.” 
Og han ville udskrive en recept på pillerne, den første uge en om dagen, derefter to. Efter en måned kunne jeg efter behov øge til tre. Jeg kune til en start forvente at opleve tankemylder, hovedpine, kvalme og vægtøgning, men hos de fleste var den slags bivirkninger forbigående. Han ville gerne se mig igen om seks uger, skulle der i mellemtiden opstå problemer, kunne jeg kontakte min egen læge. 
Jeg gik ikke på apoteket, men ned på havnen, forbi Spritfabrikken, bagom barakbyen, og foldede en papirbåd af recepten. Sad lidt og så den flyde omkring i havnebassinet, lidt frem, lidt tilbage, på må og få. Jeg røg også en cigaret, mest som en protest, jeg ved ikke mod hvem. Mod lægen måske, det sunde, det raske, det fornuftige. Eller måske i protest over mig selv, de alt for mange ord, den helt urimelige vrede. Over ikke at kunne finde mig tilpas, over at mit hjerte skulle sno sig og ikke bare finde sig til rette med det, der var muligt.