Louise Juhl

Jeg talte for nogle måneder siden med en kollega, han havde læst nogle essays fra min hånd og skulle opsummere, hvad de handlede om. Han havde særligt bidt mærke i ét billede, der gik igen: Astronauten, der havde mistet kontakt til sit rumskib. Osten i udstillingsvinduet. Fluen i glasset. Dette, at være lukket ude fra- og inde i noget på samme tid. En tilstand af ensomhed.

Jeg husker de år, jeg kæmpede for at blive til flere. Få et barn, to, tre, jeg fandt på navne og gik i butikker med sko så små, at de kunne fungere som tommelfingerhætter. Jeg købte folinsyretabletter, jerntilskud og d-vitamin, undgik fiskekonserves og højspændingsmaster, det sidste var bare en fiks ide. Blev henvist til en klinik, og ventede syvogtredive minutter på en mand, der med en empati der mindende mig om et cykelstativs, undersøgte mine æggestokke, ovarier, målte størrelsen på mine æg. Spurgte til blødningsmønster, sexuel aktivitet, eventuelle kønssygdomme. Satte krydser og skrev i sin journal og sendte mig hjem med instruktioner om at injicere mig et follikelstimulerende hormon. Det blev ensomheden ikke mindre af. Jeg lykkedes ikke, graviditeten udeblev, endnu engang var jeg i tvivl. Havde min krop lukket mig ude, eller var jeg låst inde i samme, måske var det lige meget, jeg bestilte et par langskaftede gummistøvler med snørebånd som trøst, hoppede i samtlige vandpytter, jeg stødte på, en glædesløs men velgørende proces, ha, fanden stå i at være en ørken, når verden var af vand.

Her til morgen hørte jeg 11.afsnit af Sigurd Hartkorn Plaetners fine podcast serie, Du dør, hvis du græder. Forlagschef Line Miller fortalte om at være blevet diagnosticeret med sclerose, den akutte vildrede, sorg, fortvivlelse, vrede, der fulgte med og som bedst kunne sammenlignes med en oplevelse på Bali tyve år tilbage, hvor et terrorangreb fuldkommen meningsløst og tilfældigt kostede tre højskolevenner livet. Dengang som nu var hendes oplevelse et kæmpe svigt. En følelse af, at være blevet frataget alt, hun var blevet lovet, et godt liv, et langt liv, et lykkeligt liv, tilværelsen havde ligesom taget røven på hende, havde præsenteret hende for døden længe før, den var blevet stillet hende i udsigt, dengang var det veninderne, der var blevet ramt, nu var det hende selv. Tre år brugte hun efter sin diagnose. På at finde en mening, en vej, på at kunne se udover og videre end sygdommen. I udsendelsen siger hun det så fint: Vendepunktet kom, da hun tilgav sig selv, sin krop, da hun opgav at lede efter en årsag, en skyld, og i stedet begyndte at bruge kræfterne på at drage omsorg for sig selv, sit liv. I stedet for at lukke sig inde i sorgen, lukke andre ude fra den, lukkede hun op. For verden, mulighederne, sine børn, venner. For livet.

Jeg tror stadig, jeg mangler at tilgive mig selv. For de år, jeg sultede mig selv, lagde min krop brak, åd af mig selv og dermed af det, der kunne være blevet til noget andet, en anden, et barn. Jeg mangler at tilgive min krop, at den ikke evnede at holde på et barn, ikke havde kræfterne, tilliden til at det ville gå godt, at der ikke igen ville opstå mangel på næring, hungersnød, en sultkatastrofe, der kunne koste et ufødt barn livet. Det skal nok komme, ligesom tilliden til, at jeg ikke fucker op med det hele, mig selv, nok skal forsvinde en dag. At astronauten engang vil lande på jorden, tager hjelmen af, dragten. Lukke op, lukke ud, lukke ind.

Jeg vil meget anbefale at lytte til afsnittet, det handler om sclerose og om ensomhed, men det handler mest af alt om tillid og tilgivelse og en særlig – næsten universel – glæde ved at parkere ulovligt.