Louise Juhl

Jeg skriver om en bjørn. Bjørnen ligger under et birketræsbord i en forladt hytte i det nordøstlige Finland. Nogen banker på døren til hytten. Hårdt. På ruden også, med kævler og næver, de truer: –Dyret skal komme ud, ellers vil de skyde gennem væggen.Bjørnen hører stemmerne, mærker sig hårdheden. Den bylter sig blød, krummer ryggen til den næsten ingenting fylder. Menneskenes ser det, deres råb vokser i styrke: Bjørnen skal dø! Skingrende skrig. Hænder og næver, der banker og truer og truer og banker og.
Hurtigt og uden varsel rejser dyret sig på bagbenene, birketræsbordet vælter omkuld, plankerne flyver, bjørnen brøler.
– Se, hvad vi sagde, jubler menneskene og retter deres gevær mod dyrets bryst, -dyret er farligt, det skal dø.
Så skyder de.
Derefter – stilhed.