Louise Juhl

I går måtte jeg tage bilen til København og retur: Det tog, jeg havde købt billetter til, var aflyst på grund af en nedrevet køreledning. Jeg har en ganske lille og skrabet model Skoda Citigo med tre døre og en bilradio, der kun virker på særligt udvalgte strækninger og ellers lyder som en falden engel, der har fået krampe i foden. Jeg var derfor overladt til lyden af dæk mod asfalt og mine tankers skovlede grøde, havde begge hænder på rattet og kunne kun tænke på alt det, jeg ville have skrevet, hvis jeg havde haft hænderne fri. En hymne til Mumrik, måske, noget om et kælvende hjerte og poter af prøvende mod. Jeg ville også have sendt en sms til Bjørn, spurgt ham, om man kan forlange mere af et menneske, end dets bedste? Og hvad hvis dets bedste er ens eget værste. Hvad så? Jeg ville have citeret Ola Julen: ”Jeg er tæt på nu, men jeg har været tæt på hele mit liv”, og forklaret, at det samme gælder mig, og at det næppe nogensinde bliver anderledes.
Men jeg skrev ikke noget. Jeg skiftede gear og forsøgte at skygge for solen med min ene hånd, betalte 275 kroner for at køre over en bro og fandt en parkeringsplads i Sankt Pauls gade lige overfor Emmery’s. Jeg hilste på en Cocker Spaniel, der hed Cookie og læste op for et kamera på Amager. Noget om blodforgiftning og stangtennis og lyden i luften, lige før en lussing rammer.

Nu er hjemme og skriver her, jeg ved, der er mennesker, der finder det upassende, på samme måde som de finder campingferier og tordenfluer upassende. Lidt for tæt og lidt for meget. Det er ok, ingen kan alt, alle kan noget, til sammen kan vi det hele.
Kys.