Camera Obscura

by Louise Juhl Dalsgaard

Umiddelbart efter svinget ved ishytten, cirka halvvejs på ruten, drejer han til venstre ind på rastepladsen. Her holder han med motoren i tomgang og ryger en cigaret, mens en veloplagt morgenvært præsenterer nyheder og hitlistemusik.

Her sidder han og finder sig selv, finder plads i kroppen – finder kræfter til at køre det sidste stykke mod kontoret. Han tænker ikke: tværtimod tømmer han hjerte og hjerne. Bliver en mand i jeans og nystrøget skjorte med et venligt lidt udtryksløst ansigt.

Når den orange glød når filteret, slukker han cigaretten i askebægeret, slipper håndbremsen og drejer tilbage på vejen. Kører de sidste kilometer til den matsorte kontorbygning, stopper bilen og træder ind ad døren til de lange korridorer med endeløse rækker af døre.

Han er ikke ensom. Han er bare på vagt og føler sig bedst tilpas med ikke at lade nogen eller noget komme for tæt på. Han ved sig sikker i behørig afstand af nærhed og har valgt det professionelle engagement istedet: Han er hundrede procent loyal, udfører sine opgaver med præcission og omhu og behandler sine kolleger respektfuldt, grænsende til det kølige.

Han er sirlig. Sirlig i sin altid nydelige påklædning, sirlig i sin rettidighed, sirlig i sin upåfaldenhed og sin klædelige beskedenhed. Han ved sig betragtet, men ved også at ingen – ingen – kan sætte en finger på hans indsats.

Af samme grund kan han med sindsro sætte sig i bilen og køre hjem ved arbejdstids ophør Han ved at ingen vil bemærke hans fravær. Han er en mand i jeans og skjorte, en stabil arbejdskraft og loyal medarbejder. Velagtet og aldeles uinteressant. Det er sådan han ønsker det, det er sådan han har valgt at være. Udenfor, men ikke ensom.

Aftnerne bruger han i sit mørkekammer. Et dunkelt belyst rum kun oplyst af en svagrød pære over et kar med fremkaldervæske. Her sidder han iført slåbrok, med den nøgne hud behageligt beskyttet af den bløde frotté.

I karret ligger fotografiet af en solbrændt dreng i badebukser. Han poserer glad: armen er bøjet i en halvfemsgraders vinkel omkring et sæt orange badevinger, og hans øjne fortæller en skælmsk historie om verdens stærkeste mand. En glad historie; en solbrændt historie.

Lidt længere henne på den bare væg: Et foto af en bil på en mark. Mandshøje majsplanter og en lille Fiat. Tilsyneladende umotiveret placeret på en bar plet mellem planterne. Rød bil mod grønne planter. Intet andet.

Ved siden af dette: Et foto af tre glade studenter med sorte huer på hovedet. Tre drenge med armene om hinanden og store grin på læben. Tydeligvis på vej videre. Ud. Væk. På vej mod noget de ikke har nogen klar forestilling om hvad er, men som de længes efter med forventning.

Endelig: Et foto af et kamera. Sort spejlrefleks. En stor linse glor nysgerrigt tilbage på beskueren. Billedet beklæder hele bagvæggen af det sparsomt belyste mørkekammer.

Han sidder i sin slåbrok. Ser og ses. Så gennemsigtig. Næsten gennemlyst.

Han tænder en cigaret. Den røde glød matcher loftpærens rødlige lys. Han ser på sit armbåndsur og rejser sig derefter for at gå i seng. Han går ind i soveværelset. Der er køligt – han skutter sig en anelse og lukker vinduet. Stiller vækkeuret og hænger morgendagens tøj frem på stoleryggen: Blå jeans og en nystrøget hvid skjorte.

Slukker så lyset og går til ro.