Louise Juhl

Jeg opererer med to virkeligheder: Den virkelighed, der dikterer mine fødders færden, antallet af vinduer på skærmen og løgnens grad af sandhed. Måske. Og så den virkelighed, der virker: Som nu måden jeg appelerer på, når jeg lægger mig i ske, ensom. Eller virkeligheden, der peger og peger og peger og peger fingre ad sig […]

Faktum 1: Jeg har ikke noget til overs. Faktum 2: Du er til overs. Hvordan stiller det os i forhold til hinanden? [Jeg spørger ikke, for at få et svar] Faktum 3: Du siger, at jeg lyver. Faktum 4: Jeg siger, at jeg lyver Hvordan stiller det løgnen i forhold til sandheden? [Jeg spørger ikke, […]

Jeg smider mine bukser, hvor du har lagt din skjorte og flytter min tandbørste, så den flugter din, og imens kan jeg høre dig pakke tasken, du råber :”ses!”, og jeg løber ned ad trappen og følger dig ud ad døren, “ja!”, svarer jeg, og du vender dig og vinker, og jeg aner virkelig ikke, […]

Jeg er ikke din skyld, du er ikke min. [ Hvad er der så tilbage ? ]  

Jeg skriver noget om loftet, der buer sig. Det er den slags, der sker. At min hud løsner sig fra min krop. At min krop trækker sig ind i sig selv. at jeg træder ud af min krop og ind i dig: Det er det, der sker. Jeg bliver et vilkår, jeg ikke kan undslippe.

Jeg har drømt om blå bær formet som oprindelige bryster, ovale og frodige. Og om at tilbyde mig selv så generøst at, at, at ja. Og jeg har drømt om hunde, der måtte aflives for deres evindelige kælen, deres slikken, deres hægen sig fast. Hunde med et reb om halsen, stramt, som en kærlighed, der […]

Jeg er din fanomsmerte. [lige dér]