Louise Juhl

Umiddelbart efter svinget ved ishytten, cirka halvvejs på ruten, drejer han til venstre ind på rastepladsen. Her holder han med motoren i tomgang og ryger en cigaret, mens en veloplagt morgenvært præsenterer nyheder og hitlistemusik. Her sidder han og finder sig selv, finder plads i kroppen – finder kræfter til at køre det sidste stykke […]

En ny verden/ Rammer Et ældet øje/ En nedfaldsfrugt En tabt poetik/ En gentaget afsked Et øjenlågs skygge Peger På dage og veje Nætter med/ Og uden Falder på Skrifttegn/ Ridset På tunge/ Hud Og nøgne kroppe Kalder til kamp/ Og nederlag Kalder På glimt/ Af En skønhed/ En leg Et digt/ Om høst og nåle […]

Lad falde, hvad ikke kan stå. Lad falde, hvad ikke kan forstå. Lad stå. Hvad ikke kan misforstå. Misforståes. Lad stå, hvad ikke kan falde. Ja, lad stå, hvad ikke kan falde. Sammen.

Du ser ikke, hvad jeg håber. Du ser, hvad du ser. Ser, hvad som er.  Som jeg står afklædt og afsløret, reduceres jeg til støv. Befriet og fanget. Af – og i – dit klarsyn. Og jeg prøver at leve med afskeden, der uafvendeligt må følge. Dit blik.

Engang måtte jeg reducere mig til en brik i et spil. Et ord i en bog. Et tegn i et alfabet, der aldrig fandt skrift. Lille, mindre, mindst. Nu leder jeg efter dine hænder. I en by i et land i en anden verden. Kravler ind i et Auster´sk univers og bliver det uskyldige punktum […]

Livet kører i bakgear og fortiden er for længst blæst i gang. Man vinker til noget, man ikke kan se, for alle de hænder der vinker tilbage. Jeg stiller mig i solen og lade mig blænde af en utopi om en ildkugle. Millioner af kilometer borte og længe ude af mine vinkende hænder. Den bare brænder, kuglen. […]