Louise Juhl

Vi hørte Bachs violinkoncert i A-mol, jeg lyttede med lukkede øjnene, nogen hviskede noget om ugler. Det sidste er noget, jeg finder på. Det er det første også.

Jeg vågner gerne og er forberedt på det værste. At solen har sagt op eller mine bryster er blevet for tunge at bære. Det er som regel en lettelse at opdage, at på nær et truende bankovertræk og begyndende slidgigt i min højre tommel, er verden som den plejer. Fuld af lort men ikke mere, end at det stadig giver at kæmpe. For sørgekåber og blåtidsel, højsang og citronglasur. Jeg er født melankoliker, jeg har det på skrift, et journalnotat fra 2004: “Adspurgt svarer pt., at hun ikke frygter, at livet vil skuffe men derimod, at hun vil skuffe livet”. Det er i begyndelsen af august og kun få uger før, at ‘Skriget’ bliver stjålet fra Munch-museet i Oslo. Der er ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to hændelser.

Selv synes jeg, at taknemmeligheden fylder langt mere end tristessen. Har man set en hest på en mark i frostvejr, ved man, hvad jeg mener. Dampen fra mulen, der skyldes at hestens varme ånde møder den kolde luft. Det er så smukt, at jeg får lyst til at græde. Derfor tror folk, at jeg er trist, men i virkeligheden er det bare kærlighed. En lykke så stor, at der ikke plads til den indeni men må falde som tårer. Banalt, ja gudfrimigvel, men det er der jo så meget der er. Et sandslot, for eksempel, og et nedfaldsæble. Kilometersten og bogstavrim. Jeg elsker det hele, så simpel er jeg.

Da jeg fyldte ti, måtte jeg selv bestemme, hvad jeg ville have til middag. Jeg valgte ristet rugbrød med ost og smør. Abemad med råcreme til dessert. Skiver af banan, halverede druer, æbler og pære i tern. Vi knækkede en pakke pålægschokolade og dryssede over. Piskede en creme af æggeblommer og sukker og vendte den i fløde.
Min bror havde snittet en vandrestav i gave, jeg er den dag i dag stadig i tvivl om hvorfor. Jeg hadede jo at vandre, fandt altid på undskyldninger. Enten var det min pande, der brændte, eller mine ankler, der var i panik. Eller min næse løb, der var ikke den undskyldning, jeg ikke fandt på. Men nu havde jeg en stav at støtte mig til, mente min bror, og så gik det nok. Den forsvandt desværre sporløst i løbet af natten, jeg mente, der måtte være tale om et termitangreb.

Det har jo ikke noget med min melankoli at gøre. Det ristede brød, altså, eller abemaden. Termitangrebbet heller ikke. Det er bare for at forklare det med det simple. At bare fordi man spiser ristet rugbrød til sin fødselsdag betyder det ikke, at man er asket. Ligesom man ikke behøver at være trist, bare fordi man græder. Eller at være banal, fordi man elsker heste og råcreme. Vel?