Constellation blue

by Louise Juhl Dalsgaard

Efter to måneder maler han dem over. Væggene altså, de fire hvide. 
Det er det uens i farven, der forvirrer ham. De forskellige nuancer af hvid. De får det til at svimle, siger han, selv når han sidder ned. Det er som om, de kæmper mod hinanden, som om det matte kæmper det blanke, han føler sig klemt. Ja ligefrem kvalt mellem det rå- og det knækkede. 

Han spørger mig ikke, kommer bare hjem med tre bøtter i samme blå. ”Constellation blue,” står der på mærkaten. Han har læst et sted, af den skulle være særligt beroligende for øjet. Vist nok noget med tillid og styrke. Han maler selv det hele, beder ikke om hjælp, bare blå og blå og blå og blå. Han forsøger sig også men loftspladerne, men opgiver. Hans arme kramper og stigen, han står på, er for vakkelvorn, til at han tør fortsætte. Tre af gipspladerne forbliver dækket af blå, resten er stadig, hvide, han siger:
– Hvis det generer sig så meget, så lad dog være at se derop. 

*

Den tyske forfatter, videnskabsmand og filosof Johann Wolfgang von Goethe undersøgte omkring skiftet til det attende århundrede lysets væsen og fandt, at farver ikke, som hidtil antaget, var en egenskab ved lys, men opstod i mødet mellem lys og mørke. Han udviklede på baggrund heraf en farvelære, der omhandlede de grundlæggende spørgsmål: Hvordan opstår farverne, og hvordan virker de på mennesket? 
Goethe endte med at lave en seksdelt farvecirkel med grundfarverne gul og blå, der bestod af lys og mørke og aå det, han kaldte en immateriel eller åndelig dimension. Her tildeltes farverne en særlig betydning. Blå var poesiens farve, kølig, stærk. Rød var fyrig, fremadfarende, grøn vegetativ og frodig. 
Goethe interesserede sig også for efterbilleder. Det vil sige, det, der stod tilbage på nethinden efter, at øjet havde forladt det sete. Han opdagede, at stirrede han intenst på en gul mælkebøtte nogle minutter, for så at flytte øjnene til en hvid baggrund, tonede mælkebøtten efter kort tid frem i sin kontrast – violet. Selv skrev han om sine erfaringer:

Øjet fordrer lys, når man byder det mørke og mørke, når man byder det lys. Det er den stille protest alt levende må ytre, når det bydes faste tilstande.
Det er Gudsbespottelse at sige, at der skulle findes optiske bedrag. 
Bedrageriet findes i vore domme eller utilstrækkelige iagttagelser.
Vi må lære at have tillid til vore sanser, synet i sig selv kan ikke bedrage – men betingelserne, omgivelserne kan.

*

Så han ændrer betingelserne, maler det hvide blåt. Mætter mørket med lys eller måske er det omvendt, måske toner han det lyse med mørke. Han trives bedre sådan, siger han, med det blå. Han føler sig mindre klemt. Tænker også klarere og har nemmere ved at holde fokus.
Han spørger ikke mig, hvad jeg synes eller hvordan, jeg har det med det.