Louise Juhl

Ting man kan trøste sig ved, når man har grædt uden grund i en time og stadig græder, og hverken kokoskager eller tjekkiske animationsfilm hjælper – et vers af Inger C:

“Et sted falder noget som ingen/har rørt ved ned fra en hylde/måske mens min bedstemor står/som hun altid har stået i sit/køkken og koger abrikosgrød;/jeg ved hun er død, men duften/ er så stærk, at kroppen der sanser/selv bliver en frugt”

Og et øjeblik er frugten større end frygten og kroppen forvandlet til en lykkelig grød mellem hænderne på et menneske, der ikke mere skal dø. Og imens falder mærket ud af den bog, jeg læser, men det er ok, for det vender nok tilbage, og hvis ikke – så noget andet.
En birk med rakler, der står og lyser helt uden grund, eller en sten, der har varet i tusinde år, uden at se ud til at fortryde.