Louise Juhl

dagene hænger som 
helt hvide skjorter 
på tørresnore trukket
mellem huse af hud

byens dovne duer er
indkaldt som nævninge
i en sag uden anklagede

det er ikke nogens skyld

hverken aprilens eller flagermusenes
ventehårets eller den urimeligt blå 
skillas skyld

det er det 
der ikke er
er til at bære

at retfærdigheden
-på linje med værtshuse
storcentre og solarier-
holder lukket: 
1 del afsavn til de unge
2 dele tabt arbejdsfortjeneste til deres forældre
3 dele død til de gamle

det er lissom ikke fair fordeling
faktisk langt fra ok

det er tilfældighedens vulgære algoritme
døden i en nøddeskal