Det simple liv
by Louise Juhl Dalsgaard
Det er ikke spor indviklet.
Det er bare morgen. Og uoverskueligt stille.
Alle de skridt, der ikke bliver gået. Og al den tid, der ikke må gå. De kræfter, der vender forkert og vrider alting til ukendelighed. Før Ating overhovedet er Noget.
Al den modstand. Mod Dem og De og Alle De Andre. Og den samtidige kalden. På de samme. Eller nogen andre.
Den tågede tale. Indkredsningen, der bliver til indsnøring: ”Når du strammer garnet…”
Det er ikke spor indviklet.
Det er Alt. Alt for simpelt.
jep
Beologen:
?
!
Som at flyve rundt i et parallelunivers
med små foretrædelsespassager
for fremtiden
fortiden
hinanden
uden forberedelse
fordomme,
med frygt
og håb.
Åh, lidt uoverskuelig stilhed, til at afbryde bussernes larm fra pladsen rundt om hjørnet, ville til tider gøre underværker her. Men jeg er også alt for konkret, når jeg prøver at forstå.
Skal vi bytte bolig en uges tid? Min er slidt og gammel, så jeg får helt sikkert mest ud af det.
Kære Pnepal:
Skal vi lade vore pralleluniverser krydse hinanden? Krydse klinger? Med frygt og håb… 🙂
Kære Gaffel:
Nu bor jeg så ganske fortræffeligt, hvor jeg bor. Og der er for så vidt rigelig støj OMKRING mig. Biler, patienter på jobbet, husstøvmider, kaffekolbebrus osv. Det er indeni stilheden er øresønderrivende. Ind imellem.
Så jeg mener skam også det skrevne helt konkret. Bare reciprokt ift dig 😀
Men jeg hjælper gerne med en sanering af boligen: Måske en omgang gulvafhøvling kan overdøve stilheden. Indeni 😉
Det trænger faktisk. Og hellere et nyafhøvlet gulv, end en afhøvlet sjæl vel? Eller også ikke? Sjælefred og stilhed… mønten har stadig to sider.
Jep! And the world keeps spinning round….
(og jeg spinner med 😉 )