Louise Juhl

Vanvid er i virkeligheden drømme, der har vokset sig for store. En ven fortalte engang, at putter man en levende frø i en gryde med kogende vand, springer den op. Men sætter man den i stedet i en gryde med koldt vand og skruer op til vandet koger, så bliver frøen siddende. Den opdager simpelthen ikke, hvad der er ved at ske. Ikke før, det er for sent. 
Måske er det det samme med drømmene. Vanviddet. Det umærkelige skifte fra kølig til kogende. En dørspion, der forvandler sig fra udkigshul til fandens højre øje. Lyden af rindende vand, der bliver til en blodig bas, strømmende lava. Gardinernes skygge, der skifter form og bliver en hær af soldater med bortsprængte ansigter.

Min mor har aldrig brændt sig, for hun har aldrig drømt.
Måske fordi hun kender risikoen, der følger med. For at drømme for stort, forveksle det umulige med det mulige. Grave sin egen grav for at bevise, man er den genopstandne.
Nej, så hellere nøjes med mindre: At panere en fisk, spejle et æg. Vinke til genboen. Hej hej. 

Frøer har forresten flere forskellige stemmer, men det er primært hannerne, der siger noget. Det er kun, når de bliver bange, at hunnerne får stemme. Så udstøder de en høj jamren, et skiftevis stigende og faldende skrig. Angstlyden frembringes – i modsætning til frøernes andre lyde – med åben mund.