Døden er et rum af sorg og lys og småkager

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for, at dem omkring mig skal dø. Min mor, min far. Hunden.

Da jeg var seks, døde min mormors hund. Den løb ud foran, jeg husker lyden af dæk, der hvinede og hunden, der hylede og min morfar, der måtte gøre en ende på den lidelser ved at hente en hammer og slå hårdt mod hovedet. Bedst husker jeg dog stilheden derefter, det var som om tiden blev trukket lang som et stykke tyggegummi, chaufføren, der stod i grøftekanten og så på sit ur, fordi han jo havde en køreplan han skulle overholde, min morfar der løftede hunden og bar den ind på gårdspladsen, de lange krøllede ører, der hang slapt ud over hans hænder.
Den blev begravet under et træ med Ingrid Marie æbler, det var i september, og jeg havde lige fået nye gummistøvler. Gule Viking med en hvid kant foroven, og jeg gjorde mig meget umage for at den fede lerede jord ikke skulle sætte spor op langs kanten af støvlerne. Min morfar gravede i tavshed, smed hunden ned og dækkede hullet til, stampede jorden hård med sin træsko. Så gik vi tilbage til huset, min mormor havde tændt levende lys, hendes øjne var røde, hun havde fyldt et fad med finsk brød og Dronningemandler, og jeg tænker stadig på døden sådan. Som et rum af sorg og lys og småkager.

Senere begravede vi også min mosters kat, Kurt, ved siden af hunden, lagde en sten. Græd lidt for dem begge. Det viste sig dog, at det var den forkerte kat, vi havde begravet, for en uge senere kom Kurt spankulerende gennem stuen med stolt ryg og rejst hale og lagde sig i vindueskarmen, bred og tilfreds. Jeg kom i tvivl, om ikke vi skulle grave den forkerte Kurt op, men min morfar rystede på hovedet til nej. – I døden er vi alle lige, insisterede han, og så mod vi den ligge den rigtige Kurt endte med at blive tudsegammel, 18 år, før den døde, som om den ved sin blotte tilstedeværelse protesterede over at være blevet lagt i graven før tid.

Jeg havde i mange år svært ved at forstå det. Livet – men nok især døden. Min mor forklarede mig, at det ikke handlede om at forstå, men om at rumme det uforståelige.
‘Forstå’ kommer af det nedertyske vorstan ‘for-stå’ – altså at stå stille overfor – eller at stille sig hen til noget for at undersøge det. Det er også derfor, det ikke giver mening at tale om at ‘forstå’ døden: Der er jo ikke længere noget at stille sig hen til; at undersøge. Den, man søger, er væk. Det, man stiller sig overfor, findes ikke mere. Der er ikke længere noget, nogen at forstå, men kun tilbage at stå. Blive stående.
At blive ved med at elske, også det og dem, der ikke længere er.