En mur af drømme

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg vågnede ved, at jeg græd. Ikke i virkeligheden men i søvne. Jeg sad på mine knæ og hulkede, og da jeg vågnede havde jeg ondt i hovedet af gråd, der var trukket striber ned ad mit ansigt.

Jeg har i tidens løb talt med flere om, hvad det skyldes. Hvorfor jeg er så ked af det, når jeg ikke har noget ‘det’, at være ked af. Hvorfor jeg hver nat drømmer, at verden er en mur eller en afvisende dørmand, der mumler: Ingen adgang. Præcis, som jeg selv gør, når min hund skal forstå at noget er slut. Så lægger jeg armene over kors og vender ryggen til. Hunden forstår det med det samme, den begriber ikke alle de ord, vi bruger hele tiden og i flæng: nej og stop og slut. Men den forstår en mur er en ryg, en fysisk afvisning. “Hertil og ikke længere”. 

Det virker altid, hunden sætter sig med det samme,  eller den vender om, hopper op i sofaen og krøller sig sammen i et hjørne. Giver op. En ryg er overraskende effektiv, et kropsligt hegn, der siger: Ingen adgang. 

Jeg drømmer tit om det hegn, den krop, jeg drømmer om den hund, der krøller sig sammen i et hjørne, giver op. Det er kun en drøm, det ved jeg godt, virkeligheden er helt anderledes. Virkeligheden er fuld af nåletræer og mos og billedtæpper og levende lys. I virkeligheden har jeg en bulet tuba af messing stående i et hjørne af min stue – den kan godt nok ikke spille, men den er min, og den gør mig glad. I virkeligheden er jeg omgivet af gode mure af sten, der beskytter mig og hunden mod slagregn, fugleklatter og vildfarent fyrværkeri. 

Men når jeg drømmer, er det anderledes. Når jeg drømmer er murene høje og afvisende. Når jeg drømmer sidder jeg udenfor og indenfor findes virkeligheden, og jeg har ingen adgang. Så er det, at jeg græder, jeg ved godt, at det er dumt, fjollet endda, men drømmene er ligeglade, de efterlader mig sådan. På knæ og hulkende, helt til grin.