Engang
by Louise Juhl Dalsgaard
På kirkegården står bænke alene og venter på erindringer, der skal sætte sig: som lys ved en gravsten, en fugl i granit eller bare blade, der flagrer. Forbi og op.
Et Litraskel forbinder og adskiller i ét og samme: et Dem og et Os. Evigheden bliver konkret, og sprog vokser frem i form af en sten.
Ordet ”Engang” peger både frem og tilbage .
Meget stemningsfuldt, Balluet…!
Jeg kender ikke ordet ‘Litraskel’…hvad er det?
mmh. det er smukt. meget smukt. jeg ville gerne kunne skrive sådan, og stadig give mening. det kan du.
Kære Beo:
Denne test er meget konkret. Meget endda.
Jeg gik en tur på min nabo – kirkegården – og faldt i staver over alle de tomme bænke i regnvejret. De næsten tigger om tanker. Om dvælen. Om liv og død på samme tid.
Litraskel? Jamen det er bare et ord opfundet til lejligheden. I mangel af bedre.
Du ved: Kirkegården er opdelt med skilte “Litra 1″ eller Litra 8” og for mig danner disse en slags skel. En grænse. En beskyttelse. For de døde.
Og nå ja…det blev så til Litraskel. Men måske du ved, hvad de egentlig hedder?
Tak for roserne 🙂
Beo:
TEKST ikke test 😉
Iben:
Rigtig hjertelig velkommen.
Er taknemlig for at mine ord giver mening. For nogen. Det betyder ikke bare meget, det betyder ALT.
(desværre er meningen som regel skjult for mig selv 😉 )
Knus
tankeassociation:
og slægt skal følge slægters gang på jord.
Hmm…litra er Litra er betegnelsen for et bogstav, der anvendes til nummerering i stedet for et tal – og det har man altså valgt at kalde det på din kirkegård. Dér hvor mine forældre ligger (Mariebjerg, Kbh.) – er afdelingerne nummererede. Engang skulle jeg vise min stedsøn hvor min far ligger, og da vi var på ind gennem hullet i hækken til den anonyme fællesgrav fik den da 7-8 årige dreng øje på et lille skilt og udbrød: – Ligger han på otteren? 🙂
Rimkogeren:
Ja, det kan endog virke befriende, at vide at man i bund og grund blot er et led i en lang kæde.
Ikke et knudret Jeg med eksistentielle overvejelser i flæng, men en datter af en far og barnebarn af en farfar og så videre.
Slægtskæder er ikke så tossede endda 🙂
Beo:
8 er mit lykketal 😀
Men nu er jeg jo en ivrig ynder af bogstaver så jeg vil såmænd gerne stedes til hvile på et Litra. Engang. I nærheden af en bænk…. 😉
Jeg har også et eller andet med kirkegårde. Bliver så draget af alle historierne…. Men dine ord udtrykker så flot følelsen, jeg får, når jeg står der og kigger på gravstenene….
Blogwoman
“Ordet ”Engang” peger både frem og tilbage”
Tak for at tage mig med på en stemningsfuld gåtur og servere mig en tiltrængt huskekage.
Kram
Ikke så mange ord. Tak! Du ved hvad jeg mener.
Knus
Blogwoman:
Kirkegårde kan være en lille oase i en trafikstøjsramt storby. Her går folk roligt, nusser og plejer og sætter dom og vurdering på standby.
Me like 😀
Decemberknus
Bitten:
En kage i dit selskab er ALTID værd at stræbe efter.
Vi bager på livet løs, gør vi 😉
Og du fortjener et kæmpe kram. Kæmpekæmpekram!
Penpal:
Puuust. Ingen ord. Jeg ved, at du ved at jeg ved…..
Knus
Det her er fandeme noget af det bedste du har skrevet Ballast! WauW!
Kh
Lonni
Forandelige erindringer af engang!
så smukt, så smukt…
og som Lonni istemmer jeg også at denne tekst er blændende…. 😀
jule jule jule knuser!
Lonni:
Kæmpeknus og kæmpetak 🙂
Spunky:
Måske ikke kun erindringer er foranderlige. Måske også forudsigelser. Og nuet. Og “Her”´et (nej den gik vist ikke).
Søde, du skal bare have et ordentligt kram, skal du!