Louise Juhl

“Det er april, og sådan burde alle sætninger starte,” skrev jeg sidste år på den her dag. I dag vågnede jeg, og tænkte på min mor, den lille store fugl, med brede vinger og fløjlsbukser, som jeg skylder en del: De tidlige rynker på halsen, for eksempel, og kærligheden til gærdej. Da jeg var lille kunne jeg sidde i timevis og se, hvordan hun skrællede æbler, delte dem. Først i fire, så i otte både, med en lille urtekniv. Og jeg kan huske, hvordan alle otte stykker var nøjagtigt lige store, og at hun spiste dem med en utrolig omhu. Jeg kan også huske hendes pung i lyst, blødt kernelæder, lidt samme struktur som halsens hus. De mange rum, som pungen havde, lige til at gå på opdagelse i. Ét rum til mønter, ét til sedler, i et tredje havde hun små papirlapper med visdomsord fra Kahlil Gilbran til Pia Tafdrup. Et af dem hun holdt mest af, lød helt enkelt “Alting kan komme tilbage,” det viste hun mig tit, ikke mindst, da jeg var allermest syg. Hun havde også et rum til frimærker, både danske og udenlandske, og støttemærker: julemærker, red barnet-mærker, den slags. I det sidste rum havde hun en masse tørrede firekløver – ikke fordi hun troede på den slags, men alligevel. Jeg kan huske, at hun næsten altid var stille, min mor, og at jeg forsøgte at gætte mig til, hvad hun tænkte. Så spurgte jeg hende om alt muligt: Hvad vi skulle have til aften, om hun savnede mormor, om hun nogensinde var bange for noget. Min mor har siden fortalt mig, at hun havde det svært med alle de spørgsmål. Hvad mon det kom sig af, al den undren, alle de gisninger?
Ind imellem tog hun mig op på sit skød, mest for at stoppe min spørgsmål, tror jeg, for hvad svarer man, når ens barn spørger, om man er bange? Så trykkede jeg mit baghoved ind imod hendes bryster, og så sang vi. Allerbedst kunne jeg lide Halfdan Rasmussens remser, allerbedst “Tænk, hvis jeg sad på månen, ” der sluttede:
“Og i det lille Danmark, der sidder jo min egen mor, men hun er svær at finde, for verden er så stor”
Det er april, sådan burde alle sætninger starte. Resten kunne lyde noget i retning af: Jeg savner at dele et æble i otte, og at spise det med omhu.