Ensomig #150

by Louise Juhl Dalsgaard

I tirsdags fik jeg min menstruation tilbage – efter 25 års fravær. Den første fik jeg som 13 årig, og jeg husker tydeligt blandingen af spænding og væmmelse, da det skete. Hvordan jeg i flere dage gik rundt med lag på lag på lag af toiletpapir i mine trusser, fordi jeg ikke turde spørge min mor, hvorhenne hun gemte (ja, gemte) sine bind.
Menstruationerne forsvandt nogle år senere som følge af min anoreksi, og i de mellemliggende år har min krop ligget brak. Den har brugt sin sparsomme energi på at at trække mit vejr og holde mig oprejst, og der har ikke været nok tilovers til et nyt lille menneske.
I mange af de 25 år har jeg ønsket at få et barn, så jeg kunne fylde min tilværelse med andet og mere end tandbørstning, sult og tunge tanker. Sne og åndedræt, for eksempel, eller strikkede sko og duploklodser. Men kampen mod mig selv trak ud, og nu, hvor jeg rent fysisk har muligheden, er jeg blevet for gammel.
Det er 25 år siden sidst. Det var dengang, vi fejrede, at Danmark vandt EM i fodbold. Glansen er gået lidt af gulddrengene siden da – det samme kan man sige om mig. Men mit blod løber, og det har sneet udenfor. Den slags er også værd at tage med.