Ensomig #199

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg skriver det ned, i den rækkefølge, jeg kan huske det. Ikke fordi jeg tror på hukommelsen, eller på erindringer som noget, der skal skrives ned, men.

Der kom en henvendelse fra en lærer. Altså nu – mange år senere – på facebook. Henvendelsen kom lidt bag på mig, for jeg har aldrig haft læreren selv. Til gengæld har jeg besøgt hans datter flere gange, dengang de boede på et husmandssted lidt uden for Aalborg. Meget smukt. Naturskønt med lyng og robuste nåletræer. Jeg kan huske, at de havde portrætter hængt op på væggen – i uens rammer – af deres slægt. Ikke en støvet tung frise af afdøde, men en slags billedatlas over familien, med ruter man kunne følge ned gennem slægtnavne, markante blikke og stolte ansigtstræk. Jeg bed mærke i, at der var en overvægt af kvindeportrætter, og at læreren havde taget efternavn fra en kvinde (oldemoren – ikke oldefaren). Jeg spurgte, om det ikke var atypisk, og han (læreren) kaldte min observation for skarp. Jeg blev så lykkelig for komplimenten, at jeg i lang tid gik rundt og prøvede at finde andre skjulte gåder, jeg kunne regne ud og blive rost for. (Der skulle gå mange år, før jeg fattede, at livet ikke skal regnes ud, men det er en anden historie)
Nå men en dag skriver han til mig på facebook. Han vil høre, om jeg er i familie med en Berit (navnet er opdigtet). Berit bærer nemlig samme efternavn som mig, og Henrik (der heller ikke hedder Henrik) tænker derfor, at vi kunne være relateret. Jeg svarer ham, at nej, jeg er ikke i familie med Berit. Men, fortsætter jeg, jeg kan godt huske hende fra folkeskolen. Hun var høj og spinkel som en fugl, en stor og akavet fugl, en fiskehejre. Jeg vil vide hvorfor han spørger, og Henrik svarer, at han er kommet i en meget ubehagelig situation. Den korte version er, at Berit, efter 20 år, har anklaget Henrik for seksuelle krænkelser dengang i folkeskolen. Henrik skulle ifølge anklagen have antastet hende psykisk og fysisk, og min første tanker er noget i retning af:”Åh gud nej, hvad er han for et menneske? Har hans ros af mig dengang mon også været en skjult tilnærmelse,?”
Henrik skriver, at han er fortvivlet. Han er sikker på, at han aldrig (han skriver det med stort: ALDRIG) har gjort tilnærmelser til Berit, faktisk husker han hende knapt, og hans kontakt med hende begrænser sig til et halvårs vikariat i historie. Han skriver, at han er klar over, hvordan Berit med anklagen har fået stor medfølelse fra alle sider. Folk skriver ting som “at hun er stærk at stå frem”, at hendes sag er vigtig og “hendes mod er prisværdigt”. Modsat bliver Henriks afvisning af anklagen kaldt for “et forsøg på at skjule tingenes virkelige sammenhæng.”
Det er derfor, han nu skriver til mig. Fordi han husker, at jeg var skarp i mine observationer dengang på gården. Måske jeg nu kan hjælpe ham.
Om Berit virkede ustabil?
Om jeg har oplevet noget af samme karakter med hende, noget der kan forklare hendes pludselige angreb?
Jeg husker ikke noget. Ikke andet end at de begge var lidt aparte. Henrik var intellektuel, han spillede skak og læste filosofiske tekster højt til morgensamling, og var i virkeligheden nok bedre egnet som gymnasielærer end til folkeskoleniveau. Berit husker jeg mest for hendes (manglende) statur, det fuglede. Hun var ikke udenfor fællesskabet, bare heller ikke rigtigt med, hvis man kan sige sådan. Hun var dér, hvor alle de andre var, på sidelinjen med sit lange, lidt slaskede hår og bukser med svaj i.
Henrik spørger igen. Kan jeg virkelig ingenting huske? Han skriver, at det ikke er første gang, Berit væver sig ind og ud af historier om hændelser, ingen vil kendes ved, og om jeg mindes noget lignende? Jeg svarer ham, at jeg ingenting husker, og at jeg nødig vil tage part i en sag, jeg dybest set intet kender til.
Ikke fordi, jeg ikke forstår ham. Hvad stiller man op, hvis et menneske pludselig anklager en for noget, man ikke mener at have gjort? Kan man stole på sin egen hukommelse? På den andens? Og det gælder den værst tænkelige krænkelse: overgreb på et barn, lærer til elev, misbrug af autoritet. Kan man tænkes at fortrænge noget, fordi det strider så voldsomt mod ens egen etik, at man ikke vil kunne kan leve med at have gjort det?
Måske er det rigtig, hvad Henrik skriver. At Berit er syg. Måske har hun det skidt og prøver at finde hoved og hale i hvorfor. Måske er hun i den proces kommet i tanke om en oplevelse af underlegenhed eller hån, som hun knytter sammen med Henrik. Måske har hun været hemmelig forelsket i ham, haft fantasier om ham, som hun nu ikke kan skelne fra virkeligheden?
Måske taler hun sandt. Måske har Henrik fortrængt et overgreb, måske har han i et kådt øjeblik klappet hende i numsen, gloet på hendes bryster. Måske det, der er (meget) værre.
Hukommelse er en underlig størrelse, vage fornemmelser, mærkbare afskrab, drømme, lege, fantasi. Vi vil så gerne, at det hele giver mening, at vi hænger sammen som menneske. Den vi var, og den vi er. Og trækker derfor tråde mellem fantasi, reelle hændelser, drømme – og kalder hele det sammenvævede tæppe for “vores bagage.” “Den, vi er” Jeg husker ikke noget om Berit eller Henrik eller et overgreb, men ønsker dem det bedste, begge to, hvad det så end vil sige.

Erindring er en svær størrelse. Det, der huskes som sandhed, er ikke nødvendigvis det samme som det, der er sket i virkeligheden.