Ensomig #326

by Louise Juhl Dalsgaard

Det var en slags teltlejrtræf, i hvert fald bestod toiletterne af lange rækker af opstillede spande, tønder vel nærmest. Jeg skulle tisse og kom ved et uheld til at vælte alle tønderne. Lagde mig straks på knæ, og rodede rundt i urin og ekskrementer, for i det mindste at rydde op efter mit eget lort, so to speak.
Blev afbrudt af mit vækkeur med en helt klar erkendelse af, at det kan være endda meget svært at skille sit eget pis fra andres.

Senere gik jeg nedenunder, jeg kunne høre min nabo tænde for stavblenderen, sikkert en smoothie af blåbær (fiberrige), revet gurkemeje (fyldt med antioxidanter), proteinpulver (øger forbrændingen) og isklumper (fylder uden at fede). Fem minutter efter gik hun op ad trappen til første sal – hvor toilettet ligger – og kastede det hele op igen.
Det gjorde hun også i går og i forgårs. Same shit.