Louise Juhl

Det er en smerte, der ikke kan tales om.

Engang var jeg syg og fik mad gennem sonde, mit hoved var forvirret og mit hjerte fucked up. 278 dage lå jeg sådan helt ude af stand til andet end at være syg. Midt i dette kaos af dump vrede og kaos fik jeg problemer med en nedgroet negl. Det var vanvittig smertefuldt, jeg kunne ikke sove, min fod dunkede, betændelsen sved, og til sidst måtte den fjernes operativt.
Jeg var en efterrettelig patient (altså udover at jeg snød, løj og ikke spiste), men da de fjernede neglen, faldt pænheden. Jeg råbte og skreg og græd som pisket og svor, at hvis bare min negl ville holde op med at gøre ondt, ville jeg begynde at spise igen.

Neglen blev rask, smerten fortog sig efter en uges tid, mens vreden fortsatte årevis derefter.
Alligevel tænker jeg tit på den negl – på kød og blod og neglerødder – med taknemlighed.