Ensomig #353 (O21)

by Louise Juhl Dalsgaard

Det er jo trods alt sådan, at jeg elsker dig.

Det er i juni, min mor fylder rundt. Hun har inviteret mig og min bror til “en beskeden bid brød,” som hun formulerer det i invitationen, der er sendt med post og mærket “prioritaire.”
Min mor har bagt boller, det er af den gode slags med smør og sukker. Hun har pyntet dem med lys og mørk glasur og sat i flag i toppen af hver enkelt. De går rundt, min bror tager en af hver slags, lys og mørk.
“Man skal vel hylde mangfoldigheden,” siger han. Min mor smiler.
“Du er da efterhånden mangfoldigheden selv, sådan som du har lagt dig ud,” svarer hun, og min bror griner, puster maven op til dobbelt størrelse og klapper den.

Min bror og min far diskuterer situationen i Tyrkiet. Min bror er for nylig kommet hjem fra en interrailtur rundt i landet, han har boet hos de lokale, røget kamellort, fordi han troede det var hash, og købt et par støvler magen til dem, de kurdiske oprørsstyrker bruger.
“Solidt kram,” siger han og peger på de store, kraftige  læderstøvler, som han ikke har taget af, før han satte sig til bords.
Min far mumler noget om vigtigheden af EU, at det netop er i den slags konflikter, at det europæiske samarbejde skal vise sit værd. Min bror mener noget andet, ikke det modsatte bare noget andet. De taler længe, højere og højere, mens de tager for sig af bollerne.
Min mor henter en lille sølvske til paradisæblegeleen.
“Så behøver i ikke at bruge de knive, I har brugt i smørret,” forklarer hun, men hverken min far eller min bror hører efter, de stikker stadig kniven ned i geleen og kommer et tykt lag af den søde røde saft ovenpå laget af smør.

Min mor fylder te i min fars kop, derefter i min brors. Stiller så kanden tilbage på bordet og sætter en tehætte over.
Jeg lytter til de to mænds diskussion, pludselig handler det ikke længere om Tyrkiet, men om Mellemøsten og lidt efter om, hvorvidt der er størst brug for stærk- eller svagsstrømsingeniører i fremtiden.
Jeg giver min mor et kys på kinden, “tillykke,” hvisker jeg.
“Tak,” hvisker min mor, trykker min hånd under bordet, og vi misunder begge tekanden sin plads under hætten.