Ensomig #369

by Louise Juhl Dalsgaard

I går var jeg på vinbar med M, vi drak en naturvin, der lugtede af prut, men som smagte af lykkelighed og sommer. Senere tog vi ud for at købe mig et par langskaftede røde gummistøvler, men endte med i stedet at bruge pengene på frisk stenbiderrogn, torsk og champagne.
Her til morgen sner det, jeg savner de røde støvler. På plænen, der er dækket af sne, ligger et allersidste nedfaldsæble, kulsort og uigenkendeligt, som et slags mysterium, det ikke er meningen, skal løses. Den slags mysterier er de bedste.