Louise Juhl

Jeg drømmer, at mit liv skal filmatiseres – med Jens Blendstrup i hovedrollen. Det gør mig meget glad: hvem vil ikke hellere være sjov og have et stort mørkt skæg end at være semirødhåret og nordjyde. Der er kun det ene problem, at Jens bliver ved at ændre i manuskriptet:

“Dit liv er sgu lidt for banalt,” indvender han og efterlyser  skarpere replikker:

“Oktobers omsorg ligner en kastanje,“ læser han med påtaget patos fra min drejebog:

“jaja, det er det er nuttet –  men for tungt!” råber han og spinder i stedet en ende om, at en kastanje rammer mig så uheldigt, at jeg må indlægges akut med hjernerystelse og en bule i panden så stor som en enhjørnings horn.

Filmen bliver en kæmpe succes, Jens vinder en Bodil (Jens’ korte tale ved prisoverrækkelsen: “næste år er det Bodils tur til at vinde en Jens”), og jeg begynder i psykoanalyse for at forstå, hvordan mit liv er endt som en farce.