Louise Juhl

Der er borebiller i træværket over mit komfur, jeg tager det som et tegn, men jeg ikke ved, på hvad. Sådan går de fleste af mine vågne timer – med at finde mønstre, der ikke findes:
Totemdyr i gulvets planker og katatone vævefejl i sofaens betræk. Eller jeg svarer på breve, jeg aldrig modtager:

“kære E.Bauer,

jeg forstår, at du bekymres ved det, du oplever, som en “alarmerende apati” fra min side. Jeg kan dog berolige dig med, at når jeg i dag, for seksogtyvende dag i træk, vælger at tilbringe dagen til sengs, skyldes det ikke manglende pli, men en begrundet mistanke om, at deltagelse i den forestilling, der kaldes virkelighed, ikke gør noget godt  – hverken for mig eller for virkeligheden.

Men tak for deres omsorg?

Allervenligst L”