Louise Juhl

Du siger, at fuglene lægger et låg over alle følelser. Jeg synes, det lyder frygtelig højtideligt, spørger, hvad du dog mener med det?
– Det jeg siger, svarer du og binder snøren på dine støvler, der er gået op. Hele vejen fra foden og op til under knæet.

En ældre dame kommer imod os, hun har en sælpels hængt over skuldrene, armene er holdt fri., Da hun går forbi os, samler hun pelsens krave foran halsen, skutter sig forfrossent, nikker: – Brrrrr.

Jeg smiler bekræftende til hende, du læner dig ind imod mit øre, hvisker:
– Hvorfor ikke bare tage pelsen ordentligt på ?

Jeg trækker på skuldrene og vender tilbage til fuglene. Spørger til, hvad det er for følelser, de hjælper med at holde nede ?
Du svarer ikke, snørebåndende volder tilsyneladende stadig problemer:
– Fandens til besvær, mumler du og støtter med den ene hånd mod et lavt stengærde for at holde balancen, mens du gør et nyt forsøg med støvlens snøre.
Endelig ser det ud til at lykkes, og du knytter sejrssikkert en næve.
Et sted ringes der ind til kirke. Du standser:
– Nu holder fuglene sig for ørene, siger du og peger ud over søen. Der er ingen fugle at se, alligevel svarer jeg:
– Ja!