Ensomig #454

by Louise Juhl Dalsgaard

Det er nødvendigheden, der mangler denne morgen, hvor kufferten står pakket og klar i døren til køkkenet, oprejst, allerede halvt på vej.
Det er samtalen, hvor alt, der siges, lyder som undertekster til en handling, der ikke finder sted:
– Det er alligevel utroligt, at det bliver ved og ved, siger han, og begge ved de, at han taler om en artikel i avisen. Alligevel svarer de på hver sit, hun sukker ja, han ryster på hovedet.
Om lidt tager han biltoget til Leipzig, han skal deltage i en konference om neurale netværk, han har forberedt sig grundigt: Tegnet figurer af farvede cirkler med tydelige pile imellem – interaktion mellem neuroner, transmittere og deres receptorer. Han er flere gange hædret som den dygtigste indenfor sit felt, og kan derfor tillade sig at affeje den slags ros: Jeg gør jo bare mit arbejde.
Hun samler tallerkenerne ind, et lille landskab af blå birkes har samlet sig rundt om hans, hun samler frøene med kanten af en hånd, sådan.
Han mumler tak: – Hvad skulle jeg gøre uden dig, siger han og bladrer i avisen uden at vente på svar.
Hun har besluttet at vaske alle dugene, mens han er væk. I hånden, syv spande, en til hver sin dug. Det er vigtigt, at alt vaskepulveret opløses, før dugene sænkes i vandet, ellers risikerer hun, at stoffet trækker skjolder. Det er værre end alt andet.
Er hun heldig, holder det tørt hele dagen, og hun kan hænge dugene på stativet i haven. Det foretrækker hun fremfor maskintørring. Det er noget med stoffets lugt bagefter, det lugter så fremmed, dét, der kommer fra maskinen.
– Nå, siger han og folder avisen, det er vel ingen vej udenom. Hun løfter hans kuffert hen til bordet:
– Jeg glæder mig, til du er tilbage, siger hun, så har alle dugene også fået sig en tur.
Han åbner kuffertens forreste lomme, lægger avisen derned: – Hvad mere kan man ønske sig? smiler han og kysser hende på halsen.
Da han er gået, går hun i bryggerset. Pisker indædt i spandene, til alt pulver er opløst, lægger dugene i blød. Tilbage i køkkenet ser hun, at han har glemt sine papirer, alle de fluorescerende farver, cirkler og forklaringer, transmittere og receptorer, så indlysende.