Louise Juhl

Hun har skåret på langs af venstre underarm.
Såret er dybere, end det plejer at være. Hun har taget gazebindet af, for at vise os såret. Der er en gulligrød stribe, der hvor gazen har haft kontakt med det dybe rids – en blanding af blod og betændelse.

”De var ellers gode ved mig på skadestuen. Hende, der hedder Mona, var der. Hun er altid skidesød, ikke sådan noget huhejvildedyr,” fortæller Helle.
Nete sukker dybt.
”Nej, det kan du bilde mig ind,” siger hun, ”det er da fedt, at du kan få venner ad den vej.”
Helle lægger et stykke frisk gaze over såret:
”Nå, heldigvis er det jo sådan, at tiden læger alle sår,” siger hun, som om hun ikke har hørt Netes kommentar.
Så bryder Mette ind.
”Den er altså ren bullshit, det der med tid og sår, det er fucking positiv psykologi. Det er bare noget samfundet vil have os til at tro på, for at lukke røven på dem, der lider. Der ikke er ikke en skid evidens for det pis,” siger hun.

”Nu må vi jo se, hvor længe Mona gider blive ved at læge dine sår, Helle” fortsætter Nete.
”Luk nu røven, dit kyniske apparat,” svarer Thea hende, hun har ellers ikke har mælet et ord indtil nu.
”Hvem fanden er det, der er kynisk her? Er det måske ikke kynisk at skære i sig selv for at få andres medlidenhed? I mine øjne er det kraftedme kold beregning,” råber Nete.
Thea lader som om hun ikke hører hende, tager sine høretelefoner på, skruer op på max.

”Så er det godt, Nete.”
Det er Jens, ergoterapeuten, der stikker hovedet ind:
”Har I virkelig ikke noget bedre at tage jer til end at ødelægge livet for hinanden?”
”Næ, hvad skulle det være? ” spørger Nete, og jeg griner, uden at vide hvorfor.