Ensomig #467

by Louise Juhl Dalsgaard

Helle vil have en tatovering.
Nete griner, siger, at der da vist ikke er en ledig plads på hendes ridsede hud.
”Jo, jeg har gemt en lille firkant et sted,” svarer Helle og smiler skævt.

”Ham jeg købte amuletten af, ham fra Christiania, hans bror er tatovør. Han har en tattooshop i Hillerød, certificeret og hele svineriet. Han har vundet Sjællandsmesterskaberne to gange,” siger Nete, ”Han hedder Bruno.”
Thea spørger, om ikke Christiania er sådan et sted for narkomaner og hippier?
”Ork nej,” svarer Nete, ” det er helt almindelige mennesker. Nåja, og så en masse tosser. Men det behøver man jo ikke bo på Christiania for at være, se bare på os.”
Thea griner: ”True that”

”Er han dyr,” spørger Helle.
”Hvem, Bruno? Jeg har jo en amulet fra hans bror, så mon ikke jeg kan få lidt rabat?” svarer Nete.
”Arj, vil du gøre det, altså hjælpe med at få det billigt?”
Helle slår armene rundt om halsen på Nete: ”Please?”
Nete vrister sig fri:
”Ja, men så skal du love ikke at skære i dig selv de næste fjorten dage. Deal?”
”Deal!,” jubler Helle.