Louise Juhl

Jeg har en tid på Klinik for hud- og kønssygdomme. Det er ikke fordi mit køn er sygt, men fordi min hud er. Det er autoimmunt og har et navn: Raynaud Syndrom – i svær grad. Min krop modarbejder så at sige sit eget bedste, mine årer trækker sig sammen i ufrivillige spasmer, så blodtilførslen til hænder og fødder standses. Det er dumt og indebærer en vis risiko for sårdannelse og koldbrand. Plus det løse: ødemer, misfarvning, smerter.
I indkaldelsesbrevet står der, at de vil sprøjte Botox i mine fingre. Ti prik ialt, ét ved roden af hver af mine fingre. Botoxen vil lamme mine nerver, skriver de, så blodårene gør, som kroppen giver dem besked på. Jeg sender en mail til sygeplejersken, Anne Mette. Det er hendes email, der står nederst på brevet: Hej Anne Mette, skriver jeg, tak for dit tilbud om at lamme mine nerver. Jeg vil lige høre, om det gælder på et mere generelt plan: Om jeg i samme ombæring kan regne med at komme angsten for at skuffe min mor til livs? Frygten for at skade hunden med min kvælende omsorg?
Sygeplejersken svarer med det samme: Desværre, virkningen er kun lokal.
– Ok, øv, vi ses, svarer jeg og slutter beskeden med en skuffet emojii.