Ensomig #490

by Louise Juhl Dalsgaard

Af og til beder hun om forladelse for ting, hun ikke har gjort. Forklarer for eksempel brødebetynget, at hun har spildt rødbedesaft på trægulvet.
– Der er heldigvis ikke noget at se, tilføjer hun og viser ham, hvor hun har ligget på knæ hele formiddagen. Hænderne også, røde og ru.
Han bøjer sig ned, tager sine briller af og studerer plankerne. Stryger en finger over dem, som om det kan hjælpe ham med at se.
– Det kunne være gået meget værre, siger han og rejser sig, – nogle umærkelige skjolder, det er alt.
En anden gang tilstår hun at have fyldt benzin på bilen uden at betale, ren forglemmelse. Først senere kommer hun i tanke om sin ugerning. Skynder sig tilbage og betaler med beklagelse. Den unge fyr ved kassen har ingenting bemærket. Han takker for hendes ærlighed, lægger sedlerne i kassen uden at trykke beløbet ind.

– Du leger med ilden, siger han, da hun betror sig. Hans lyse øjne:
– Din uforsigtighed ender galt en dag.
Hun nikker, tårer presser sig på.
– Det hjælper dig ikke at græde, han taler lavt, river et stykke papir af køkkenrullen, rækker det frem:
– Her, tør øjnene.
Hun gør, som hun får besked på, mumler et undskyld
– Undskyld? Han knækker ledene på sin højre hånds fingre, en efter en.
– Undskyld, gentager hun og ved med det samme, at det er een gang for meget.
Han griber hendes arm, rusker den, slipper igen. Trækker vejret ind, stryger en hånd gennem håret, puster ud:
– Du må lære at passe på dig selv, siger han og presser hendes ansigt ind mod sit bryst, – jeg kan ikke holde øje med dig hele tiden.
Hun har svært ved at ånde, hans greb om hendes nakke er fast.
– Forstår du, hvad jeg siger?
En lyd undslipper hende, et ja druknet i kashmiruld.
Han slipper sit tag.
– Tak, hvisker hun, og han kysser hende. Først på kinden, så i håret.
Lader hånden finde vej ind under hendes bluse. Det er nu.