Louise Juhl

Det er I 2002, jeg arbejder som pædagogmedhjælper, først i en vuggestue, senere en børnehave. Ikke fordi jeg ved noget særligt om børn, men jeg er glad for jobbet uanset: Jeg får lov at spille trafikspil med ungerne, mens pædagogerne går til møder og superviserer hinanden.
Rød mand stå, grøn mand gå.
Jeg hjælper dem i flyverdragterne ‪kl. 10.30‬ og ud af dem igen præcis en time senere: Sætter mig på hug og løsner snørebånd på alle støvlerne. Hiver dem af én for én. Alle ungerne stikker deres fødder frem og så trækker jeg, mens vi tæller:– EN, TO….NITTEN, råber vi i kor. På den måde øver vi os i at tælle, de små når til tyve, nogle af de større børn helt til otteogfyrre.
Til slut giver jeg dem indesko på. Vi laver sjov med at bytte rundt på dem: Martin får en ragsok på den ene fod og en plyssko med ninjaturtle-motiv på den anden.– Neeeeej, råber han, og så finder vi i stedet to ens.
Vi kalder legen “fisk for fødder,” jeg kan ikke huske hvorfor.
De fleste har vanter, der er hægtet sammen af en bred elastiksnor og fæstnet rundt om børnenes nakke eller ryg. På den måde forbliver vanterne et par, også selvom et barn skulle finde på at trække hænderne ud af det uldne stof for at klappe på en sandkage eller pille næse. Når ungerne kommer ind fra kulden, hænger jeg alle vanterne på rad række henover en radiator, så de kan tørre. Hvert par er påsyet en lille mærkat med børnenes navne: Emil, Esben, Sara, Miriam.

Et af børnene insisterer mere end de andre. Han hedder Tristan og har lyst, næsten gennemsigtigt, hår. Han har et storkebid på venstre kind, ikke særlig stort. Hans far har fortalt ham, at mærket er et hædersmærke, et tegn fra guderne, og at han skal bære det med stolthed. Det viser, at han er udvalgt, har han sagt, og det særligt smarte er, at hans far på den måde altid kan finde ham, hvis han skulle blive væk.
Tristans far spiller rollespil, nogle gange er han malet i ansigtet og har en kappe på, når han kommer for at hente drengen.
– Nu kommer min far, råber Tristan, og de andre børn ser forskrækket på den udklædte mand, før de vender tilbage til deres leg, og Tristan falder den kappeklædte om halsen:
– Faaaaaaar.
Nogle gange må jeg bede drengen om at dæmpe sig eller om at give slip på min hals, som han altid hænger omkring.
– Nu skal du give slip, mumler jeg og giver hans krop et puf. Og når han ikke reagerer, så lidt højere:
– Giv så slip!
Men Tristan slipper ikke. Tværtimod holder han endnu hårdere om min hals, knytter hænderne tæt sammen. Jeg forsøger at løsne hans greb, først forsigtigt, så med større kraft, men drengen arbejder imod. Han lader fødderne slippe gulvet, så jeg bærer hele hans vægt om min hals. Han er tung og det gør ondt.
– AV! råber jeg og tvinger hans hænder fra hinanden, – SÅ ER DET SLUT.
Drengen lader sig falde ned på gulvet. Der lyder et bump, jeg tænker, at det må gøre ondt, men han lader sig ikke mærke med noget. Han rejser sig på alle fire, kravler rundt om mine fødder, ind og ud, ud og ind, og brøler som en løve.
– GRRRRRR, brøler han højere og højere, og jeg må bruge alle mine kræfter for ikke at lade mig irritere eller det, der er værre.

Om tirsdagen har jeg åbnevagt, så møder jeg ‪klokken 6.00‬ og har ikke fri før ‪klokken 15.00‬. Tristan bliver afleveret som den første, vi er kun ham og mig på stuen, han peger på sit mærke på halsen:
–Se, siger han, – det er, så at du altid kan finde mig.
Jeg følger hans finger, men svarer ikke, jeg har jo hørt historien utallige gange. Om lidt kommer alle de andre børn, og så bliver der et værre hus med at få madpakker på køl, tasker på plads, overtøj hængt på knager.
– Kan du se det? forsøger han igen og endelig svarer jeg ham at ja, jeg har set hans mærke, titusinder af gange, faktisk. Og iøvrigt, fortsætter jeg, er han ikke det eneste barn, jeg skal holde øje med. faktisk har jeg femogtyve børn at holde styr på, så det er slet ikke sikkert, at jeg får tid til at lede efter ham.
Bagefter er der stille, længe, indtil de andre børn begynder at ankomme og den ene ting tager den anden.
Senere, da vi skal ud at lege, tager Tristan selv sin flyverdragt på, og jeg får heller ikke lov at hjælpe ham den af, da vi skal ind. Hans far kommer som altid klokken to, men drengen falder ham ikke om halsen. I stedet finder han sine vanter på radiatoren, tager en saks og klipper elastikken imellem dem over.
Så går han ud til bilen, hans far følger lige efter.