Louise Juhl

Vækkeruret ringer klokken 6.03, sådan har det været længe. Jeg kan ikke huske, hvorfor det er tre minutter over, hvorfor ikke fem minutter i?
Det betyder sikkert ikke noget.

Det er overskyet udenfor, vinduerne skråner, jeg tisser som det første, børster tænder. Same procedure as every year. Jeg forestiller mig, at jeg går ned ad trappen til køkkenet, tænder for elkedlen og varmer vand til kaffe. Tre spiseskefulde instant espresso til et enkelt krus. Drikken er så mættet, at der svømmer små uopløste plamager af kaffepulver rundt øverst. Jeg tager kaffen med mig ind i stuen, stiller kruset på den lille bordskåner ved siden af computeren og læser nyheder, uden at lade mig mærke af dem:
Fire mennesker omkommet ved terroraktion.
Stadigt flere døende afventer en plads på hospice.

Det ringer på døren. Først genkender jeg ikke lyden, den er så sjælden, men så rejser jeg mig. Jeg ser en pige gennem dørens halvrude, hun har skulderlangt hår og en grøn termojakke på. Den står åben, jeg tænker, at det må være koldt i den tidlige morgenluft. Hun er omkring de 12 og voksen på den måde, man kun kan være, når man endnu ikke ved, hvad det vil sige.
Hun vil sælge mig honning.
– Det er egen avl, forklarer hun, hun har lært sig remsen på forhånd.
– Førsteklasses kvalitet, ingen kunstige tilsætningsstoffer, naturens eget slik, fortsætter hun.
Jeg takker nej, har aldrig brudt mig om honning. Et øjeblik overvejer jeg at tilføje, at dørsalg er forbudt, men gør det ikke. Ryster bare på hovedet som for at understrege mit nej tak.
Hun vender sig om uden at sige noget. Jeg bliver stående i døren og ser hende gå de få trin ned ad trappen. Hendes rygsæk hænger slapt fra skuldrene, den er tydeligvis tom. Nogen før mig må have taget imod hendes tilbud. Et øjeblik overvejer jeg at gøre det samme.
Så går jeg tilbage til de døende og kaffen.

(Senere går jeg forbi en eg ved søen. En mand har hængt sig. Jeg ser det fra afstand, tænker først, at det må være en morbid form for humor. Et rollespil eller kulisser til en film. Da jeg kommer tættere på, bliver kulissen virkelig. Manden har tabt en sort støvle på græsset under træet. Han har en løs frakke på, den bevæger sig i vinden.
Ansigtet er hverken forpint eller forløst.
Jeg ringer 112, oplyser tid og sted: En mand har hængt sig, han er død. Ambulancen kommer og redderne kører en båre ind under træet, bruger den som stillads, tjekker mandens puls. Nikker til hinanden som tegn på, at han er livløs.
Politiet tilkaldes. Liget må ikke skæres fri, før der er lavet tekniske undersøgelser: Dødsårsagen skal fastslås, den døde og omgivelserne fotograferes.
En ung betjent tilbyder mig at tale med en psykolog. Jeg takker nej:
– Jeg bryder mig ikke om honning, svarer jeg uden at vide hvorfor.
Betjenten ser et øjeblik forvirret ud, men lader mig slippe.

Hvordan jeg kommer hjem, ved jeg ikke, men jeg pudser alle vinduerne ud mod haven og fjerner spindelvæv omkring trappens gelænder, som jeg så længe har haft planer om. Jeg bestiller også et armbånd fra en finsk hjemmeside og finder en opskrift på vietnamesisk kokossuppe. Tænder et levende lys – ikke fordi jeg er overtroisk, snarere omvendt. Fordi jeg ikke er. Flammen står lodret og ubevægelig, helt ulig mandens frakke i vinden.)