Ensomig #558

by Louise Juhl Dalsgaard

I morges gik jeg tur langs søerne i indre København og fik øje på en løber, der lignede Klaus Rothstein, og fordi jeg følte mig lidt alene og meget Palle, var jeg lige ved at råbe ad manden – “Hej, Klaus.” Ja jeg nåede faktisk så langt som til at smile stort, række hænderne frem til hilsen, men kom så i tanke om, at jeg jo ikke kender Klaus, og at han måske ikke er typen, der bryder sig om at morgenkramme en fremmed ved søerne i København, og så lod jeg hænderne falde.Nu sidder jeg i en bus lidt vest for Sengeløse, på vej mod Jylland, og læser et digt, der kunne handle om et egern, men som handler om noget helt andet.
Sådan er det jo med det meste. Enten handler det om et egern, eller også handler det om noget andet.