Louise Juhl

Fordi genboen har slået et telt op i sin stue, og dugen nøjagtigt matcher bærrene på den orange ildtorn udenfor. Og fordi det minder mig om at vågne og være mere fortrolig med orangehed end med virkelighed. Og fordi han sender signaler på tværs af vejen og regnen, genboens dreng på seks, korte og lange lysglimt fra sin orange klode:
· · ·
· –
· —
Og fordi jeg vinker tilbage over gaden, gennem ruden, ind under dugen: Hej-hej.
Og fordi vi begge føler os mere genkendt end afsløret, mere orange end virkelige, er det ok at sidde alene. For nu ved jeg, at vi er flere, måske mange, der vinker fra hver vores lørdag-morgen-planet.